Venstres medlem af Folketingets Integrationsudvalg, Eyvind Vesselbo, vil ikke uden videre støtte det lovforslag, der skal føre regeringen og Dansk Folkepartis nye, stramme udlændingeaftale ud i livet. Og da udlændingeaftalen kun støttes af 90 mandater i Folketinget, kan Eyvind Vesselbos stemme fjerne flertallet. »Jeg betinger mig, at vi får en ordentlig dialog i Venstres folketingsgruppe om det her«, siger Eyvind Vesselbo, der ikke mener, at Venstres 47 medlemmer af Folketinget har haft ordentlig mulighed for at diskutere den aftale, der i nu en uge har trukket overskrifter overalt.
LÆS ARTIKEL DF på retræte fra aftale om udlændinge
»Der er ingen, der er blevet spurgt indtil nu. Så nu er det på tide, vi får en reel diskussion og ikke bare får det forelagt til orientering. Hvis gruppen har holdninger, som afkaster forslag til justeringer, så går jeg ud fra, at det bliver imødekommet«, siger han.
Siden forrige søndag har regeringen forhandlet med Dansk Folkeparti om, hvordan aftalen skal omsættes til praksis. Herunder udformningen af det meget omdiskuterede pointsystem for familiesammenføring af ægtefæller.
Må ikke ramme danskere
Vesselbo er stærkt bekymret over, at udlændingeaftalen også vil ramme ægtefæller til danske statsborgere. Det er et af de afgørende punkter, som han vil kræve, at folketingsgruppen skal diskutere.
»Jeg så gerne, det blev en lempelse for danskere i blandede ægteskaber. Vi skal ikke gøre det vanskeligere for de danskere, der bare finder en fremmed ægtefælle. Det skal kun være en stramning for dem, der laver arrangerede ægteskaber«, siger Eyvind Vesselbo.




























