Selvmål fra Özlem Cekic kan skade julehjælpen

Julehjælp. Organisationer frygter, at der bliver mindre julehjælp fra danskerne i år.
Julehjælp. Organisationer frygter, at der bliver mindre julehjælp fra danskerne i år.
Lyt til artiklen

Ikke bare SF’s meningsmålinger, men også julehjælpen kan komme til at lide under den heftige debat om fattigdom, som har rullet de seneste dage.

SF’s socialordfører, Özlem Cekic, har fået folkeopinionen imod sig, fordi hun – i et forsøg på at vise reel fattigdom i Danmark – brugte den 36-årige, enlige mor Carina som eksempel. Der var blot den hage, at kontanthjælpsmodtageren Carina får udbetalt næsten 16.000 kroner hver måned, og det har stødt ikke så få lønmodtagere, kontanthjælpsmodtagere og studerende på manchetterne.

'Fattige' Carina udløser læserstorm

Nu frygter flere organisationer, at selvmålet også kan komme til at skade den årlige julehjælp.

»Jeg kan godt frygte, at sådan en historie vil påvirke juleindsamlinger til fattige danskere«, siger generalsekretær Klaus Nørlem fra Dansk Folkehjælp til Kristelig Dagblad.

»Nogle gange har den slags historier en tendens til at leve videre«.

Uheldigt for debatten
Dansk Folkehjælp har modtaget flere end 5.000 ansøgninger om julehjælp.

Frelsens Hær har foreløbig fået det dobbelte, og her er informationschef Lars Lydholm heller ikke begejstret.

»Jeg håber ikke, at det vil skade vores indsamling, men det er da uheldigt for debatten om fattigdom i Danmark, at man har fundet en case, der tjener mere end OECD’s fattigdomsgrænse. Der burde jo være masser af eksempler at tage af«, siger Lars Lydholm til avisen.

Cekic efter læserstorm: Fattig kvinde var ikke det bedste eksempel

234.000 under fattigdomsgrænse
Indsamlingskonsulent Stig Fog, der er tidligere formand for indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, Isobro, betegner over for Kristelig Dagblad Özlem Cekics møde med Carina som dårlig kommunikation.

»Hvis en politiker skal kommunikere, at der er fattigdom i Danmark, så er det et klart selvmål at finde en kontanthjælpsmodtager, hvis rådighedsbeløb efter skat svarer til en arbejdsindkomst før skat på mere end 30.000 kroner om måneden. Det kan få betydning for giverlysten til julehjælpen«, siger Stig Fog.

Joachim B. Olsen: Sociale problemer skyldes ikke mangel på penge

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lever 234.000 danskere under OECD’s fattigdomsgrænse, og antallet af fattige er steget med 50 procent de seneste 10 år. Kristeligt Dagblads mere restriktive fattigdomsgrænse viser, at 56.000 danskere lever i langvarig fattigdom.

Selvom Özlem Cekic i begyndelsen fastholdt, at Carina var fattig, trak hun i går i land og beklagede:

»Carina var en dårlig case«.

FACEBOOK

Jesper Vangkilde

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her