Lene Espersen styrtede fra toppen

Lars Løkke Rasmussen (V) stod udenfor i kulden ved Christiansborgs hovedtrappe og skuttede sig med Solrun ved sin side og en smøg i flaben. Det var tirsdag 11. januar 2011; der var fest for medlemmerne af det ærede ting, og den daværende statsminister halvt hvæsede, halvt grinede, da han så os defilere forbi ved 21-tiden.
Hvor galt var det fat? Vi var tre reportere fra Berlingske Tidende, som dengang betalte min løn. Han ville vide, om vi havde skrevet nogen ondskabsfuldheder om ham. »Næ«, sagde jeg og tilføjede, at ondskabsfuldhederne var rettet mod Lene i morgendagens avis. »Hvad der er skidt for Lene, er også skidt for mig«, sagde Løkke, der var nysgerrig efter, hvad det så var, vi havde på Lene Espersen. Hun var i krise på det tidspunkt, men ingen kunne rigtigt afkode, hvor galt det var fat. I denne avis havde et par anonyme konservative folketingsmedlemmer et par dage tidligere kritiseret den daværende udenrigsminister for at have fejlet fatalt ved at lade Venstre få lov til at være alene om at annoncere den efterlønsreform, som Løkke satsede alt på. Hun var presset som aldrig før, men hvor meget? Så Lars Løkke Rasmussen var nysgerrig dér på hovedtrappen. Han ville vide, hvad det så var, vi havde fat i.
Brug for en ny partiformand Vi fortalte ham, at det drejede sig om nogle lokale konservative, som for første gang sagde det forbudte: At der var brug for en ny partiformand. Og at tiden var kommet til, at Espersen skulle trække sig. LÆS OGSÅStem: Hvad var årets største nedtur? »Hvem er det«, spurgte Løkke, og vi kunne fortælle, at det sikkert var nogle, han kendte. Nemlig en lille håndfuld lokalformænd fra Løkkes eget pastorat i det nordsjællandske. For eksempel Lars Starck, den konservative lokalformand i Gribskov Kommune. Da den oplysning faldt, slog ægteparret Løkke Rasmussen en høj latter op. Det viste sig nemlig, at samme Starck havde en fortid som venstremand, så Løkke konkluderede, at hvis det var vores skarpeste skyts, var der absolut intet for Lene at frygte.
Når person overskygger partiet Når sandheden skal frem, var vi selv i tvivl. Spindoktorer, politikere og almindelige kandestøbere havde hvisket om Lenes fallitbo i månedsvis, uden at noget rigtig flyttede sig ud af stedet. Men en bestemt hændelse kort før jul havde flyttet noget i min egen bevidsthed. Vi sad deroppe på Berlingerens politiske redaktion på tredje sal på Borgen et par dage før 24. december og skulle egentlig bare have lukket kontoret med diverse forproducerede juleprojekter, da den konservative Mads Lebech pludselig var i røret. Opkaldet drejede sig om en af den tids mange rundringninger til det konservative bagland. Denne rundspørge viste, at kun 28 procent af de adspurgte anså Lene Espersen for at være den mest velegnede partiformand. Mens hele 15 procent udpegede den særdeles forhenværende Frederiksberg-borgmester Mads Lebech som alternativ. LÆS OGSÅKonservative tordner mod spærregrænsen Så jeg sad og sniksnakkede med Lebech, som for gud ved hvilken gang bedyrede, at han ikke havde nogen plan om et politisk comeback. Men så slog han pludselig om. »Det næste her må du gerne citere mig for«, sagde Lebech og sagde så: »Det må give stof til eftertanke - men ikke hos mig. Når skepsissen findes helt inde i det konservative bagland, og ikke bare hos vælgerne generelt, så viser det, at personspørgsmålet overskygger partiets udmærkede politiske linje«. Vi forhandlede lidt frem og tilbage. Blandt andet om, at Lebech gerne ville uddybe sine synspunkter i andre medier, når avisen fra Pilestræde var på gaden efter jul. Hvad han gjorde i betydeligt klarere vendinger her i avisen. Tvivl i familien Snakken med Lebech gjorde, at jeg selv juleaften, da artiklen endnu ikke havde været trykt, kunne hævde over for familien, at jeg mente, der var en vis sandsynlighed for, Lene Espersen ikke sad som formand januar ud. Familien tvivlede. Den har nu også været udsat for lidt af hvert udi genren politiske konspirationsteorier. Men det kom jo til at holde stik.
Kuppet af sine egne Dagen efter det lille intermezzo med Løkke på hovedtrappen rullede lavinen. Lokalformand efter lokalformand poppede op af hullerne og krævede Lene Espersens afgang. Mens hun selv var på tjenesterejse i Langbortistan. I løbet af et enkelt døgn var spillet ude. Lene Espersen var blevet kuppet af sine egne. Det siger de i hvert fald hos de konservative. Men historien er aldrig blevet foldet ud. LÆS OGSÅKriseramte konservative tager hul på selvopgøret For der var jo også en efterlønsreform og en sag om gruppeformand Henriette Kjær, der skulle dækkes kort efter. Men Lene Espersen måtte rejse fra Mellemøsten for at overlevere partiformandsposten til Lars Barfoed. Om fredagen sad hun i Udenrigsministeriet og fortalte om, hvordan det var at sidde i Qatar og opleve sit eget formandskabs sammenbrud per sms hjemmefra.
Kunne ikke blive værre I partiet roste de sig selv meget for at have gennemført et historisk gnidningsfrit formandsskifte. Alle håbede på fremgang, når den pæne mand fra Nordsjælland tog over. Værre kunne det i hvert fald ikke gå. Det kunne det imidlertid, men det er en anden historie. Lars Barfoed skrabede bunden ved valget og er fortsat formand for Folketingets suverænt mindste parti. 2011 forvandlede Lene Espersen fra udenrigsminister og partiformand til menigt folketingsmedlem med ansvar for partiets Europa-politik. FACEBOOK