En ny VK-regering fortoner sig

Med Lars Løkke Rasmussen (V) og Lars Barfoeds (K) bud på de første 100 dages program for en ny regering er det svært at se et fortsat regeringssamarbejde mellem Venstre og de konservative. De to partiledere er så uenige om en ny borgerlig regerings vigtigste opgaver, at de mulige regeringsforhandlinger må blive yderst vanskelige. De to partilederes programmer for den første tid i regering går i hver sin retning. Mens Lars Barfoed med sit program laver en endnu varmere omfavnelse af de radikale og Margrethe Vestager, vender Lars Løkke Rasmussen tilbage til udgangspunktet før valgkampen: Et tæt samarbejde med Dansk Folkeparti og en fortsættelse af den hidtidige økonomiske kurs. Lars Barfoed har gennem valgkampen kæmpet for at løsrive sig fra den alliance med Venstre og Dansk Folkeparti, som de konservative har været en del af de seneste ti år. De konservatives mål har været at tiltrække nogle af de vælgere, der ønsker samarbejde hen over midten og Pia Kjærsgaard sat uden for indflydelse. Manøvren skulle gøre partiet større, men det er ikke lykkedes. Og strategien sender da også et signal om nederlag, for på den måde gør Barfoed sig klar til et tæt samarbejde med en ny regering ledet af Helle Thorning-Schmidt. Barfoed holder alle døre åbne Derfor har Barfoed holdt konstant fokus på et samarbejde hen over midten og gentaget, at ligegyldigt hvem der vinder, så vil de konservative have mandater, der arbejder. De konservative forsøger at holde alle døre åbne. Det er særligt de radikale, som Barfoed kan se et fællesskab med, og dagens bud på en ny regerings første 100 dage styrker den alliance, de konservative lavede med de radikale i begyndelsen af valgkampen. Forslag som at trepartsforhandlinger, der skal gennemføre endnu flere arbejdsmarkedsreformer, kombineret med skattelettelser og en afskaffelse af alle EU-forbehold vækker jubel hos de radikale. Det er ikke tilfældigt, Lars Barfoed og Margrethe Vestager har da også siden deres alliance-håndtryk for et par uger siden holdt flere møder om, hvordan deres samarbejde kan konkretiseres. Også Socialdemokraterne vil være glade for det konservative forslag om trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter. Hvis de konservative vil stå bag den proces med en S-ledet regering, så bliver det lettere for Helle Thorning Schmidt, at få arbejdsgiverne med på ideen. Med planerne for de første 100 dage står det klart, at de konservative kun kan være en del af en borgerlig regering, hvis de får store indrømmelser, ellers taber Barfoed ansigt og så kan han se størst fordel i at stå uden for et regeringssamarbejde. De konservative har længe været trætte af at være lillebror i regeringen og indgå så mange kompromiser, at den konservative profil blev udvisket. Lars Løkke Rasmussen kan derfor ikke regne med en gnidningsfri fortsættelse af VK-samarbejdet, hvis han vinder valget i overmorgen. De forskellige programmer er også billedet på, at blå blok fører valgkamp hver for sig og uden nogen stor intern kommunikation og koordinering. Hver kæmper sin egen kamp. Og når ønskerne for de første politikændringer er forskellige, så handler det i sidste ende om stemmer. De konservative taber de vælgere, de har tilbage, til især Liberal Alliance, der trækker i vælgere, der er vilde med skattelettelser og ønsker DF væk fra udlændingepolitikken. Derfor giver det mening for Barfoed, at henvende sig til de vælgere, der netop ønsker flere reformer og skattelettelser. Når de konservative kommer med budskaber som i dag, så handler det også om at stoppe vælgerstrømmen til Liberal Alliance, så styrkeforholdet ikke bliver helt vendt på hovedet, hvis begge partiet ender i opposition. Tilbage i Pias favn Venstre derimod vil ikke skræmme sine klassiske vælgere med flere reformer eller ved at give skattelettelser i en krisetid til folk, som kan se deres efterløn forsvinde. På den måde er Løkke i tråd med, hvad Dansk Folkeparti kan holde til på den økonomiske politik. Og med sine forslag om at straffe imamer og med søndagens melding om, at han kun vil lave udlændingepolitik med de partier, der har det samme udgangspunkt, er han tilbage i Pia Kjærsgaards favn. Væk er ideen om at orientere sig ind mod midten af dansk politik, som ellers var Løkkes udgangspunkt på valgudskrivelsesdagen. Får Venstre og de konservative flertallet efter valget, så viser al historik, at de bliver enige, når magten er inden for rækkevidde. Men udgangspunktet for forhandlingerne ser med de to planer lige så svære ud, som dem oppositionen kan se frem til, når de radikale skal blive enige med SF. De konservative har arbejdet på deres 100-dages program siden foråret og har en plan for en række ressortområder for at være sikre på, at deres politik og argumenter er helt på plads til regeringsforhandlinger. De borgerlig har gennem valgkampen klandret oppositionen for ikke at kunne blive enige. Noget tyder på yderst besværlige forhandlinger om et regeringsgrundlag efter et valg, og når Lars Barfoed tager endnu et skridt væk fra Venstre og Dansk Folkeparti, bliver sandsynligheden for et fortsat VK-samarbejde mindre.