K-nedsmeltning gør det svært for Thorning

Helle Thorning-Schmidts tid som statsminister ser ud til at få en mere dramatisk begyndelse end forudset. Nedsmeltningen hos de konservative er så massiv, at Helle Thorning-Schmidt skal række til enten Enhedslisten eller til de knap så samarbejdsvillige oppositionspartier Venstre eller Dansk Folkeparti for at få flertal for sin politik. Det kræver markante kompromiser i den politik, som Helle Thorning-Schmidt skal føre, og det kommer til at påvirke de forhandlinger om regeringsgrundlaget, som begynder i dag. Her må parterne tage højde for, at hvis regeringsgrundlaget også skal blive til virkelighed, så skal partier bredt i Folketinget kunne samles om det. En udsigt til en besværlig start for Helle Thorning-Schmidt, som understreger ustabiliteten i en kommende rød regering. En regering, som vil være en diametral modsætning af det fasttømrede VKO-flertal, der de seneste ti år har givet danskerne en de facto flertalsregering. Dårligt SF-valg kan give problemer Besværlighederne i forhandlingerne bliver ikke mindre af, at SF har haft et rigtig dårligt valg. Partiet skulle sammen med Socialdemokraterne udgøre kernen i en ny regering, men med syv mandaters tab er den position udfordret. De radikale er større end SF og sikrede den fremgang til blokken, der sender Helle Thorning-Schmidt i Statsministeriet. Internt i SF er der uenighed om strategien for forhandlingerne. Baglandet har en klar forventning om, at ledelsen kan levere klare SF-fingeraftryk på regeringsgrundlaget. Også ud over den politik, som SF allerede har forhandlet på plads med Socialdemokraterne. Sker det ikke, risikerer SF-toppen at blive mødt med bristede forventninger om at få maksimal indflydelse, når regeringsmagten endelig er nået. Især efter at SF har ændret politik på en række områder for at tækkes samarbejdet med Socialdemokraterne. Er regeringsmagten det værd, vil spørgsmålet lyde, hvis ikke aftrykkene bliver klare. Men ledelsen i SF vil forsøge sig med en anderledes regeringsorienteret strategi. Overvejelsen er, at partiet kan vinde mere opbakning på den lange bane ved at stå stabilt sammen med Socialdemokraterne og vise, at det parti, der tidligere var så langt fra magten, er i stand til at påtage sig ansvaret – også selv om det kræver upopulære beslutninger, som i første omgang koster vælgertilslutning. Der er bestemt risici ved den beslutning. I valgkampen så vi, hvor meget tilslutning SF tabte ved at stå i skyggen af Helle Thorning-Schmidt og få udvasket profilen. Det samme kan ske, hvis SF optræder lidt for loyalt over for Socialdemokraterne. Ganske som det skete for de konservative. Hvis det ikke skal ske, kræver det som minimum, at SF’erne får nogle ministerier, hvor de kan dyrke deres egen profil. For eksempel det grønne område gennem en miljø- eller klimaministerpost. De radikale vil ikke vil tage noget særligt hensyn til de forslåede SF’ere. De radikale kan udmærket huske, hvordan SF og Socialdemokraterne sagde, at der ikke kunne flyttes et komma i de to partiers skattepolitik, selv om de radikales stemmer var nødvendige for at vedtage politikken. Nu er det Margrethe Vestager, der har bukserne på. Med et kanonvalg i ryggen er hendes parti lige præcis større end Villy Søvndals, og den berømte radikale selvtillid er vokset til højder, der gør socialdemokrater inderligt trætte. Og nok kan de radikale være utroligt stædige, men deres stemmer er nødvendige for at få opbakning til et regeringsgrundlag. Radikal irritation over Thorning Samtidig har socialdemokraterne ikke gjort livet lettere for sig selv. Hos de radikale er der irritation over, at Helle Thorning-Schmidt i partilederrunden efter valget begyndte at tale om forhandlinger om efterlønsreformen. En aftale, som Thorning ellers selv havde gjort til genstand for en folkeafstemning i form af valget. Vælgerne sammensatte Folketinget, så reformen skal vedtages, og så vil Thorning alligevel forhandle. Hos de radikale er aftalen mejslet i granit, og der er næppe nogen forståelse for, at Socialdemokraterne og SF har behov for at signalere til deres bagland, at de fortsat kæmper for efterlønnen, selv om løbet reelt er kørt. For de radikale virker det som om, at Thorning ikke har lært lektien fra forårets reformforhandlinger om, at de radikale er villige til at gå endog meget langt for at få deres politik igennem. Og det gør dem ikke mindre stædige. Særlig på den økonomiske politik får Helle Thorning-Schmidt en udfordring. De radikale vil bide sig fast i den skattepolitik, hvor de tidligere ikke måtte rette et komma. Partiet har ikke noget imod at hæve skatterne på usunde fødevarer, men provenuet skal gå direkte til at lette skatten på arbejde. Et slagsmål, som borer helt ind i ideologien hos begge partier. Efter at være blevet præsenteret for de besværligheder ved de indledende sonderinger i går, kan Helle Thorning-Schmidt gå i gang med de regeringsforhandlinger, der meget vel kan strække sig over en uge eller to, før hun reelt kan kalde sig Danmarks statsminister.