Den seneste udvikling i sagen om betalingsringen udgør »kulminationen på et nærmest surrealistisk forløb«, mener politisk kommentator og ekstern lektor ved Roskilde Universitet Rasmus Jønsson.
»Det, vi har set de seneste døgn, overgår fantasien for, hvor dårligt man kan køre en dårlig sag«, siger han.
Kommentatoren fremhæver, at betalingsringen burde være en lokal eller regional sag, men har udviklet sig til det største emne i landsdækkende politik, fordi regeringen ikke har formået at holde forhandlingerne bag lukkede døre.
I stedet har pressen kunnet live-dække uenighederne mellem SF på den ene side og Socialdemokraterne samt de radikale på den anden.
Ministre kan ikke blive enige
»Regeringen står selv for underholdningen, fordi alle politikere i regeringen er villige til en kommentar. Folk har så travlt med at spinne på sagen og selv stemple ind i debatten, at sagen har udviklet sig til et meget kaotisk forløb, der ikke udtrykker handlekraft men eksploderer i hænderne på Helle Thorning-Schmidt«, siger Rasmus Jønsson.
DOKUMENTATION
Dokumentation: Se Thornings garantier for en betalingsringHan mener, at sagen om betalingsringen er betegnende for dagsformen hos regeringen, når finansminister Bjarne Corydon (S) og skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) ikke har været i stand til at forhandle sagen på plads, så statsminister Helle Thorning-Schmidt må mægle i sagen.
Regeringen mangler en 'Claus Hjort'
På den måde står forløbet i stærk kontrast til forholdene under den tidligere regering, fremhæver Jønsson. Her klapsede de næstkommanderende, i form af finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF), sagerne af, inden de trådte enige frem foran den samlede presse.
»Den nye regering ville give mange penge for at få en Claus Hjort-type«, konstaterer Rasmus Jønsson.
LÆS MERE
Vestager lader S og SF slås om betalingsringHelle Thorning-Schmidt afholder pressemøde klokken 11.30 og her forventes der svar på, om betalingsringen bliver til noget eller ej.
Rasmus Jønsson mener, at regeringen har malet sig op i en krog, så de nu står i en »lose/lose situation«.
Det ligner en farce
Politisk kommentator Helle Ib fra Børsen peger ligeledes på, at det er ødelæggende for regeringen, når pressen kan bringe forlydender om, at Socialdemokraterne er indstillede på at droppe ringen, og at SF kan være på vej til at forlade regeringen.
»Det har udviklet sig til en farce, og det betyder, at regeringspartierne har forpasset tidspunktet for, at nogen af dem kan komme godt ud af det her«, siger Helle Ib.
Hun mener, at det vil »belaste regeringen fremadrettet«, fordi sagen om betalingsringen har udstillet en meget grundlæggende uenighed melem regeringspartierne.
Vil belaste regeringen længe
De burde være enige, da de forlod Crown Plaza i Ørestaden med regeringsgrundlaget under hånden. I stedet står regeringen i en situation, hvor der hviler et skær af »amatørisme« over den.
»Hvad end man gør, ender det her som en tabersag for regeringen. Det kommer til at belaste regeringen i rigtig lang tid fremover«, siger Helle Ib.
Hvis betalingsringen bliver til virkelighed, vil det ramme kernevælgere i kommunerne på den københavnske vestegn, og hvis ringen bliver droppet, vil SF lide et stort knæk i troværdigheden.
Det sidste kan gøre det svært for SF at give sig i andre sammenhænhe såsom skattereformen, påpeger Helle Ib.
fortsæt med at læse


























