Kort tid før de højt profilerede trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter skal begynde, er tilliden mellem regeringen og fagbevægelsen stærkt svækket. Sidste torsdag mødtes statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og finansminister Bjarne Corydon (S) med toppen af fagbevægelsen – den daglige ledelse af LO. Mødet blev dog så tilspidset, at Thorning måtte true med, at trepartsforhandlingerne risikerer slet ikke at blive til noget.
LÆS OGSÅ 65.000 unge danskere har mistet jobbet under finanskrisen
FOA’s formand, Dennis Kristensen, fortæller, at Helle Thorning på mødet sagde, at regeringen ikke ville »gå planken ud«, hvis der opstår for megen usikkerhed om fagbevægelsens støtte.
»Hvis ikke de har et rimelig klart billede af, at der kan laves en aftale, som opfylder det, der står i regeringsgrundlaget, kan det være, de skrotter tanken om at lave en trepartsaftale«, siger Dennis Kristensen.
Giver ingen garantier
Finansministeren vil da heller ikke give garantier.
»Det er klart, at vi tager ikke en trepartsaftale for givet«, siger Bjarne Corydon.
Flere forbundsformænd havde forventet, at Thorning ville give et tilsagn om, at de får indflydelse på, hvordan man fordeler de fire milliarder kroner, som aftalen skal skaffe blandt andet ved, at lønmodtagerne skal arbejde mere.
Og de ville høre fra regeringslederens mund, hvad arbejdsgivernes betaling bliver.




























