Der kommer ingen ændring i den måde, landets fire største kommuner bliver ledet på.
Det oplyser økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) efter flere måneders resultatløse sonderinger i regeringen og med Folketingets partier.
Der er ikke tilslutning til reformen, erkender den radikale leder.
Manglende opbakning
»Reformen synes ikke at have tilstrækkelig opbakning. Der er ikke udsigt til et flertal og slet ikke et bredt flertal for at lave om på styreformen i de store byer. I øvrigt er der heller ikke kommunal opbakning til at gøre det«, siger Margrethe Vestager. Er det ærgerligt?
»Ja, for der var nogle demokratiske gevinster at høste, og der var nogle økonomiske gevinster at høste på administrationen. Penge, som kunne være brugt på en anden måde«. LÆS OGSÅStorby-reform står til at falde
Skrinlægningen af planerne går stik imod løfterne i såvel regeringsgrundlaget som lovkataloget for den igangværende folketingssamling, hvor regeringen har forpligtet sig på at lande en aftale om de store kommuner.
En formssag, skulle man umiddelbart tro, eftersom Venstres formand, daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, selv ønskede en reform af de store byer, da han i 2010 bebudede et opgør med »magistratstyremodellen«, som han dengang mente førte til ansvarsforflygtigelse.
Siden har Venstre skiftet holdning og har gennem et års tid sagt klart fra over for at ændre styreformen. Men regeringspartierne har også selv lagt arm om sagen uden at nå til enighed. Frygt for koncentration af magt
SF’s øverste ledelse har været imod den model for enhedsforvaltning, som særligt S har ønsket sig. SF har frygtet, at for meget magt ville blive koncentreret hos de store byers øverste borgmestre, der lige nu alle er socialdemokrater. Politisk ordfører Jonas Dahl (SF) ærgrer sig dog.
»Det har ikke været nogen hemmelighed, at vi gerne fra SF’s side har villet diskutere de her ting. Nogle gange må man erkende, at det ikke er alt, man kan nå til enighed om«, siger han.
Anderledes ærgerlige toner lyder fra Socialdemokratiet. På Københavns Rådhus har partiet presset hårdt på for en ændring af styreformen, som partiet mener vil kunne spare kommunen for et stort millionbeløb. LÆS OGSÅDen enevældige borgmester bør være fortid i kommunerne
Gruppeformand Jesper Christensen (S) fra den københavnske borgerrepræsentation placerer skylden hos de borgmestre i de store byer, der har modarbejdet reformen. Det gælder blandt andet SF’s sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen.
»Det er bekræftelse af det, vi frygtede. Her er det ikke det saglige og det rigtige, der sejrer. Borgerne i de store byer skal fremover trækkes med et gammeldags, tungt og dyrt system, fordi de på taburetterne kan nyde godt af nogle privilegier«, siger Jesper Christensen. Stort økonomisk tab
Et notat fra Økonomi- og Indenrigsministeriet har vist, at der kunne spares 250 millioner kroner årligt, hvis København, Aarhus, Aalborg og Odense som landets øvrige kommuner samler administrationen under den øverste borgmester.
Kommunalordfører Simon Kollerup (S) betegner det som »superærgerligt«, at reformen af de store byers ledelse er faldet.




























