Den cremefarvede hjørnesofa skal have højere ben. Omkring 10 centimeter skal den løftes, så robotstøvsugeren kan køre ind under.
»Så slipper vi for at gøre rent dernede«, siger Svend Aage Kristensen på 83 år. Han støtter på det ene knæ og holder ryggen rank, mens han kører støvsugerens mundstykke ind under sofaen.
For selv om Svend Aage Kristensen og hans kone er både syge og nedslidte, skal de klare det meste selv. Odsherred Kommune tildeler nemlig almindeligvis en halv times gulvvask hver tredje uge til ældre, som er berettiget til at få praktisk hjælp. Det betyder, at hjemmehjælperen kun vasker gulv på badeværelset, i gangen og køkkenet.
»Jeg ved ikke, hvor meget hjælp det er, for vi skal have støvsuget og tørret støv af først. Jeg føler, at vi har gjort næsten det hele, inden hun kommer«, siger Inge Kristensen, som er 74 år.
Svært at gøre rent efter et langt arbejdsliv
Kommunen skar i rengøringen for et par år siden, og det kan knibe for ægteparret at klare rengøringen. »For hold da op, hvor er der beskidt«, tænkte Inge Kristensen, da hun for nylig så op på de øverste hylder, hun ikke kan nå.
Rengøring til ældre vil forsvinde
Inge Kristensen er slidt af 22 års arbejde som sygehjælper og 13 år som dagplejer, og så har hun de seneste 10 år været syg med muskel- og bindevævsgigt. Hun er dårligt til bens og har smerter i ben og arme. Hun har også haft en blodprop. Når hun bevæger sig rundt i stuen med en støvekost, taber hun pusten.
Svend Aage Kristensen har været igennem to hjerteoperationer, en stor prostataoperation, og hans ryg er ødelagt efter over 30 år med gravearbejde .
Der var da heller ingen tvivl om, at Svend Aage og Inge Kristensen var berettiget til praktisk hjælp, da kommunens visitatorer vurderede dem. For et par år siden fik de gjort rent hver anden uge, men på grund af besparelser blev kommunens tilbud barberet.
Danskerne forventer mere hjælp
Ægteparret i det 128 kvadratmeter store parcelhus i Odsherred er ikke de eneste, som bliver tilbudt rengøring hver tredje uge. En rundspørge lavet af Politiken Research til de kommunale ældreråd, hvor 93 ældrerådsformænd har svaret, viser, at hver fjerde kommune i dag som det almindeligste tilbyder rengøring hver tredje uge. I resten af landet er der besøg af en hjemmehjælper, der svinger støvekosten hver anden uge.
Men det billede står skarpt i kontrast til danskernes forventninger. I en ny vælgerundersøgelse foretaget af YouGov for Ældre Sagen svarer 65 procent af danskerne, at de mener, at der skal gøres rent en gang om ugen hos hjemmehjælpsmodtagere. Og kun en procent synes, at en gang hver tredje uge – som hjemme hos Inge og Svend Aage Kristensen – er i orden.
Halvdelen er millionærer
Undersøgelsen afslører også, at to ud af tre synes, at ældreplejen i deres kommuner er blevet dårligere eller meget dårligere de seneste fem år. Og mere end hver anden tror, at udviklingen fortsætter. Den pessimisme er dårligt nyt, mener Olav Felbo, chefkonsulent i Ældre Sagen:
»Vi risikerer, at det bliver en selvopfyldende profeti, hvor danskerne ikke længere regner med, at der er et sikkerhedsnet og i stedet sikrer sig på anden måde«.
Den udvikling vil socialudvalgsformand i Odsherred Kommun,e Michael Kjeldgaard (A), være ked af. Han beklager serviceniveauet, som blev sat ned, fordi økonomien var så elendig, at kommunen blev sat under administration.
»Vi var nødt til at lave nogle vanvittige besparelser. Nu er vi langsomt i gang med en genopbygning af ældreområdet, der havde nået et niveau, som ikke var anstændigt«, siger Michael Kjeldgaard, som håber, at det i næste byrådsperiode bliver muligt at se på rengøringsniveauet, selv om det er en stor udskrivning.
Men langtfra alle er enige med ham i, at der skal skrues op for hjemmehjælpen. Blandt andre den radikale socialudvalgsformand i Billund Kommune Kai Bayer er fortaler for, at praktisk hjælp som rengøring og tøjvask fremover ikke skal være en kommunal opgave .
»Mange af de ældre borgere i kommunen er rimeligt velhavende, jeg vil anslå, at lidt over halvdelen er millionærer, og de fattigste har i snit 2.000 kroner tilovers om måneden, når alt er betalt, derfor vurderer jeg, at alle kan tilkøbe«.
Kai Bayer peger også på, at kommunen har en omfattende besøgsvennetjeneste, så frivillige kan stå for den sociale kontakt til de ældre. Men det bakker den danske befolkning ikke op om.
Kan ende i et protestparti
I den ny måling, Ældre Sagen har fået lavet, svarer 77 procent af danskerne, at det fortsat skal være kommunerne, som står for den praktiske hjælp. Og mellem 70 og 75 procent af danskerne er imod, at familie, venner eller frivillige skal overtage en større del af ældreplejen.
Det mener Svend Aage og Inge Kristensen også. Inge Kristensen er selv formand for den lokale afdeling af Ældre Sagen og besøgsven og beskriver det som meget krævende. Og ægteparrets børn bor langt væk. De har nu sat huset til salg og har sagt ja til en mindre bolig, som bliver nemmere at holde, men selv om de så får nogle penge på lommen, mener de stadig, at rengøring skal være en kommunal opgave. Og de mener ikke, at det – som visitatoren ellers foreslog – er en løsning, at de tilkøber rengøring, som supplerer kommunens tilbud.
»Det ville blive 600-800 kroner om måneden, det er for meget, vi har også høje medicinudgifter. Vi har sparet og betalt skat et langt liv, så lidt hjælp vil vi gerne have«, siger Inge Kristensen .
LÆS OGSÅ Frank Jensen lover årlig hovedrengøring til de ældre
Og den holdning kan politikerne blive tvunget til at forholde sig til, spår kommunalforsker Roger Buch.
»Vi taler om en voldsomt voksende vælgergruppe. Det bliver politikerne også ude i kommunerne nødt til at lytte mere til«, siger Roger Buch, som spår, at de massive nedskæringer i ældreplejen kan ende med, at der dannes et nyt protestparti.
I det hvide parcelhus i Odsherred er det dog endnu ikke kommunens ældrepolitik, som bestemmer, hvor krydset skal stå. Svend Aage Kristensen har stemt på samme parti hele sit liv og gør det også ved dette valg, mens Inge Kristensen regner med, at hendes stemme kommer til at gå til Michael Kjeldgaard, som var med til at vedtage besparelserne
»Kommunen har kun de penge, den har. Så jeg stemmer jo nok alligevel på socialudvalgsformanden, for han er til at tale med«.
fortsæt med at læse


























