De to uniformerede mænd bag den pansrede glasrude ryster begge på hovedet, da jeg vifter mit pressekort for næsen af dem. Nej, her kommer jeg ikke igennem. Journalister skal benytte kælderindgangen, hvis de vil ind på Christiansborg, forklarer de. Jeg går ud i regnen, ned ad den store stentrappe og finder kælderindgangen. Det er måske også rimeligt nok at gemme os journalister af vejen, tænker jeg. Før i tiden henviste man jo også bybude og kræmmere og den slags til bagtrappen. Men gad vide, om det er noget, den nye røde regering har fundet på? Og gad vide, om spindoktorerne også kun lukkes ind gennem kælderen, så man slipper for hele tiden at skulle feje op efter dem oppe i forhallen? Nede i kælderen har de endda en velbemandet sikkerhedskontrol i stil med dem, de har ude i lufthavnen, så der er mulighed for helt at sortere de mest kiksede typer fra. Selv klarer jeg kontrollen i fin stil. Jeg smider bæltet og andre metalgenstande og bliver lukket ind i det åbne danske demokrati med bukserne hængende halvt nede over hofterne. Men nu til sagen. Paternosteren Jeg er taget hen på Christiansborg for at mærke, hvordan stemningen er, nu hvor den tidligere opposition har haft nogle måneder til at vænne sig til at være magthavere. Og hvor de gamle magthavere har haft tid til at vænne sig til at være opposition. Mon de alle sammen trives efter magtskiftet?
LÆS OGSÅ Schmidt-Nielsen og Vestager er årets meningsdannere
Efter ti år, hvor først Anders Fogh og siden Lars Løkke har klaret det meste regeringsarbejde på tomandshånd med Pia Kjærsgaard, må det være lidt af en mundfuld at skulle omstille sig til et samarbejdende folkestyre. Der er meget mere arbejde i det. Jeg hopper ind i den cykliske elevator, der kaldes paternosteren, og lader mig transportere op til anden sal, hvor en lang og blodrød gang breder sig ud for øjnene af mig. Der er ikke et menneske at se. Slentrer hurtigt videre Men pludselig træder en mand ud ad en dør et stykke oppe ad gangen. Han er elegant og afslappet klædt og slentrer imod mig, som om han har uendelig tid til rådighed. »Hej Villy«, udbryder jeg, da jeg genkender skikkelsen. Han standser op med et skævt smil. Så flakker hans blik en smule, som om han lige i dette øjeblik kommer i tanke om, at han ikke har sin spindoktor med sig. Eller rettere: én af sine spindoktorer, for Villy Søvndal hører til de ministre, som har fået lov til at have to af disse særlige rådgivere. Men hvor er de?
