Lars Løkke var den første til at tage ordet på partiets forretningsudvalgsmøde tirsdag aften. Bevæget, nærmest rørstrømsk, stod han foran dem, der skulle afgøre hans politiske skæbne.
Han gjorde det klart, at han ikke ville være statsminister bare for at være statsminister. Han havde allerede prøvet det. På godt og ondt. Og han var villig til at forlade sin formandsstol. Helst blev han, men det krævede, at de havde tillid til ham.



























