To danske aviser opfordrer Løkke til at gå

Krise. Venstre er i krise, erkendte Løkke søndag nat ovenpå valgnederlaget. Flere avisledere mener nu, at Løkke bør gå af.
Krise. Venstre er i krise, erkendte Løkke søndag nat ovenpå valgnederlaget. Flere avisledere mener nu, at Løkke bør gå af.
Lyt til artiklen

Mens en række af Venstres hovedbestyrelsesmedlemmer i disse dage overvejer, hvordan de skal forholde sig til Lars Løkke Rasmussens formandsposition er to danske aviser ikke længere i tvivl.

På lederplads, hvor aviser udtrykker deres officielle holdninger, kommer både Ekstra Bladet og Fyens Stiftstidende med en klar opfordring til den kriseramte V-leder.

»Gå af Lars Løkke«, er overskriften på Ekstra Bladets leder.

Det var Ekstra Bladet, der stod bag afsløringen af, hvordan Venstre i 2010 og 2011 brugte 152.000 kroner på tøj til Lars Løkke Rasmussen.

»Afstanden mellem Venstres top og partiets bagland, medlemmer og vælgere, vokser dagligt til en større og dybere kløft. Det er som at være vidne til et jordskælv i langsom gengivelse, men ingen af partiets spidser har tilsyneladende endnu opfattet, at de sidder ovenpå en naturkatastrofe, de selv har udløst«, skriver avisen, der kalder Venstre et »flækket parti«.

Fyens Stiftstidende: Løkke ikke egnet som statsminister

I går behandlede både Jyllands-Posten og Berlingske også Venstre-formandens udfordrede position på lederplads. Sidstnævnte kaldte Løkke for »synligt svækket« og skrev, at »Løkkes position er allerede betænkeligt undergravet«.

Jyllands-Posten skrev om en presset Løkke og påpegede, at »lige nu er stemningen i Venstre så opkogt og vreden så stor, at det næppe kan udelukkes, at Lars Løkke må - eller vælger at - gå«.

»For dyr i drift«: Lars Løkke rydder avisernes forsider

Begge aviser behandler i dag andre emner på lederplads. Men ligesom Ekstra Bladet, mener Fyens Stiftstidende også, at Lars Løkke Rasmussen må gå af.

»Løkke dur ikke mere«, skriver avisen i dagens leder.

Fyens Stiftstidende understreger, at det ikke tilkommer avisens lederskribent at afgøre, hvem Venstre bør have som formand.

»Sagen er blot, at Løkke i rollen som statsminister ikke blot skal stå til ansvar over for Venstres medlemmer, men over for hele nationen. Og det er blevet svært at se Løkke i dén rolle, efterhånden som Venstres ledelse og Løkke selv har klovnet rundt i den seneste bilagssag«, skriver avisen og fortsætter:

»Derfor bør Løkke indse, at hans tid er omme. Han kan stadig få indflydelse og magt -men det bliver ikke i Statsministeriet. Og derfor bør han gå. Nu. Lars Løkke egner sig ikke længere som statsminister. Derfor bør blå blok finde en anden kandidat«.

Utilfredsheden breder sig i V-land

Lars Løkke Rasmussen har fremrykket et møde i Venstres 140 mand store hovedbestyrelse til på tirsdag i næste uge. Det sker, efter at han er kommet i massiv modvind med sin tredje bilagssag, der foruden tøjindkøb også omhandler en rejse til Mallorca for Løkkes hustru og søn, som i 2011 blev betalt af partiet.

Hemmelige alliancer vil vælte Løkke på skæbnemøde

Venstre-formanden tog søndag nat selv ansvaret for Venstres dårlige EP-valgresultat, hvor partiet tabte et mandat og mistede 3,4 procentpoint i forhold til valget i 2009. Han erkendte ligeledes, at Venstre er et parti i krise.

Siden har hovedbestyrelsesmedlemmer raslet med sablen og sået tvivl om Løkkes formandsfremtid. Partiveteranen Birthe Rønn Hornbech bekendtgjorde mandag, at hun overvejer sin V-fremtid, hvis Løkke fortsætter som formand.

Birthe Rønn Hornbech overvejer at forlade Venstre

Omvendt støtter folketingsgruppen fortsat den pressede formand, der i sidste uge også fik partiets magtfulde forretningsudvalgs opbakning.

Børsens debatredaktør bakker op

Hvor det altoverskyggende journalistiske fokus i går på både Berlingske, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, BT og Politikens forside var Lars Løkke Rasmussens krise, har flere aviser i dag andre historier på forsiden.

Løkke om valglussing: »Venstre er i krise«

Men i Børsen i dag bakker debatredaktør Christopher Arzrouni op om Lars Løkke Rasmussen. Han mener, at de kritiske røster om Løkkes formandsfremtid har været orkestreret.

»Af medierne, som har ledt med lys og lygte efter nye vinkler på Løkkes krise. En stribe lokalformænd har budt sig til, men også et par folketingsmedlemmer, hvis karriere er ovre, og som begge har et horn i siden på Venstres ledelse: Birthe Rønn Hornbech og Eyvind Vesselbo. Skal Løkke være i fare, skal der langt mere til«, skriver Arzrouni.

Reportage fra Løkkes helt eget bagland: Lars Løkke er igen rodet ind i en hel bunke lort

Løkkes bodsgang bliver lang og smertefuld, skriver han. Men den er i gang, understreger Arzrouni og konkluderer slutteligt:

»Løkke er manden, der viste vejen til efterlønsreform og – før det – reform af sundhedsvæsenet. Han er ikke lige til at erstatte som leder af det borgerlige Danmark, sin skødesløshed og sine øvrige mangler til trods«.

Jakob Stig Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her