SF’s formand, udenrigsminister Villy Søvndal, vil have næstformandskandidaterne og deres støtter til at stoppe deres personangreb på modparterne. Tonen er ikke pæn, mener Søvndal. »Jeg vil opfordre til, at man fører debatten på en måde, som gør, at SF kommer stærkere ud af det her. Og det betyder, at man skal lade være med at putte mærkater på ryggen af hinanden. Jeg synes i stedet, man skal argumentere positivt for, hvad man gerne vil som næsteformand«, siger han uden at ville nævne navne. Tidligere folketingsmedlem skyder med skarpt Opfordringen kommer dog i kølvandet på, at debatten i går fik en barsk tone og bredte sig helt ind i ledelsen af partiet. Det sker, efter at det det tidligere folketingsmedlem Pernille Frahm offentligt er gået i rette med den ene næstformandskandidat, Mattias Tesfaye, der i 2008 forfattede ti såkaldte teser under overskriften ’Praktisk socialisme’. På bloggen roedblog.dk har Frahm efterspurgt svar på, om Tesfaye stadig står ved teserne. Og hun beskylder teserne for at være »langt bedre dækket ind i et af de kommunistiske partier, end de er i SF«. Det har omvendt fået landledelsesmedlem Kasper Bjering Jensen til på den samme blog at beskylde Pernille Frahm for reelt at levere et personangreb på Mattias Tesfaye til fordel for den anden næstformandskandidat, Meta Fuglsang.
LÆS OGSÅ Uro i SF om næstformandskandidat
Kasper Bjering Jensen formildes ikke af, at Pernille Frahms formål med sit indlæg angiveligt er at få uddybet Tesfayes teser.
»Målet er ikke at ’afklare noget’ omkring Mattias, men at svine manden til for at bane vejen for hans modkandidat. Så enkelt er det«, tordner Kasper Bjering Jensen.
En kamp om bredden
Også i toppen af folketingsgruppen erklærer gruppeformand Pernille Vigsø Bagge sig uenig i teserne fra Tesfaye. Ifølge hende indsnævrer det nemlig SF’s profil for meget, når et af hans grundsynspunkter er, at »udgangspunktet for alt politisk arbejde er at sikre arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår«.
»Det er for snævert kun at sige, at det er folk, som er i et bestemt hjørne af arbejdsmarkedet, der er vores interesse. Vi er bredere end det«, forklarer Vigsø Bagge.
LÆS ARTIKLENVigsø Bagge uenig med Tesfaye: Vi er mere end et arbejderparti




























