En ting kan man ikke tage fra SF’s måske kommende formand, Annette Vilhelmsen: Hun smiler troligt fra øre til øre, og hun formår at samle folk om et forhandlingsbord. Hvad der til gengæld ligger bag den varme fremtoning – hvad der sker, når forhandlingen er startet – findes der to udlægninger af.
Det viser blandt andet en tur rundt i det ellers konsensusprægede Kerteminde Byråd, hvor Annette Vilhelmsen gennem 00’erne var en dominerende skikkelse. »Hun har en meget stor empati, tilstedeværelse og indlevelsesevne. Og så er hun enormt god til at få inddraget alles synspunkter«, siger byrådsmedlem og partifælle Torben Andersen. »Hun er meget stærkt favnende«, siger en anden, Janjan Hovgaard. Den udlægning kan genfindes i flere andre partier, også på Christiansborg. Den stik modsatte karakteristik dukker imidlertid også op. »Hendes kropssprog er positivt. Men man skal ikke tage fejl. Der er taktik i det. Når hun kæmper for en sag, bruger hun alle kneb. Og så kan hun være manipulerende«, siger venstrekvinden Marianne Machon. Eller som Dansk Folkepartis Knud Skov Ahrnkiel formulerer det: »Har hun et flertal, kører hun benhårdt sin egen mening igennem. Hun er fuldstændig fløjtende ligeglad med mindretallet. Du kan roligt bruge ordene egoistisk og kynisk«. Også i sit eget parti bliver hun sine steder beskrevet som »kyniker« og »intrigant«. Venstrefløjens kandidat Hævet over enhver tvivl er det, at Annette Vilhelmsen får brug for hele sit register af kvaliteter, hvis hun lørdag 13. oktober – efter kun et år i Folketinget – pludselig står som formand for et hårdt presset regeringsparti præget af politiske uenigheder og verbale kævlerier. Da den 52-årige læreruddannede fynbo i søndags annoncerede sit kandidatur, var hun den sidste tilbageværende potentielle kandidat hos den interne venstrefløj, ’traditionalisterne’, i SF. En fraktion, hvis repræsentanter gennem det seneste år har redet partitoppen som en mare med kritiske udtalelser om regeringens pinefulde kompromiser.
