Klapsalverne bryder løs, da formanden for valgbestyrelsen i Nuuk, Karen Lynge, erklærer det grønlandske valg for åbent.
Udenfor er det en klar, lys dag næsten uden vind, og nattens nyfaldne sne er allerede fejet væk. Indenfor i det store kulturhus i Nuuk, Katuaq, hvor omtrent 8.000 stemmeberettigede grønlændere i løbet af dagen skal passere igennem, er der allerede propfyldt i den store sal.




























