Det europæiske hus vakler, så Merkel og Sarkozy bygger et nyt

Nogle gange bliver et gammelt hus så vakkelvornt, at det ikke kan betale sig at reparere på det mere.

Så hellere investere i at bygge et nyt og lade det gamle stå for mindernes skyld. Måske som gæstebygning, når den lidt fjernere familie kommer på besøg.

Det var sådan en beslutning, eurolandene følte sig nødsaget til at tage i de små timer fredag morgen: I stedet for at lappe videre på det over 50 år gamle EU’s traktater vil kernen af Europas regeringer skabe en mellemstatslig finanspagt uden for det kendte EU.

Danmark og andre lande uden for euroen er velkomne til at følge med, hvis vi vil. Ellers kan vi sejle vores egen sø.

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, fører nu an i, hvad der ligner en lynhurtig opførelse af et nyt europæisk hus. Og de har vendt ryggen til den mand, der efter deres opfattelse forhindrede dem i at redde det gamle: Storbritanniens premierminister, David Cameron.

LÆS ARTIKEL Cameron efter soloridt: »Det var en svær, men god beslutning«

Cameron mener på sin side, at han blev tvunget til at svøbe sig i Union Jack og blokere for en traktataftale på det skæbnetunge EU-topmøde torsdag og fredag, der skulle redde den fælles mønt fra at bukke helt under for Sydeuropas gældskrise.

Den Europæiske Union bliver aldrig den samme igen
Uanset om skurken i historien er en ’stivnakket’ tysk kansler, en ’lusket’ fransk præsident eller en ’nationalistisk’ britisk premierminister (alt afhængig af hvilket lands populærpresse man læser), så står én ting helt klart: »Den Europæiske Union bliver aldrig den samme igen«, som den britiske historiker Timothy Garton Ash skrev i avisen The Guardian i går:

»Storbritannien er på vej til at blive en slags offshore Schweiz. Resten af Europa er på vej til at blive tysk«.

Det åbner først og fremmest for en lang række vanskelige spørgsmål om, hvilket hus Danmark skal bo i. De spørgsmål skal statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) begynde at give svar på, når hun på tirsdag stiller op i både Folketingets Europaudvalg og i Udenrigspolitisk Nævn.

LÆS ARTIKEL

Der er ingen tvivl om, at danske jurister, embedsmænd og politiske rådgivere i disse timer arbejder på højtryk for at finde hoved og hale i dette nye, opbrudte europæiske samarbejde.

Det skaber også både drama og uvished om det danske EU-formandskab, som begynder om præcis tre uger – søndag 1. januar 2012. Aldrig har et medlemsland taget roret på et tidspunkt, hvor EU stod så splittet og truet, som det er tilfældet for Thornings formandskab.

Advarsel fra amerikansk general
Skulle nogen stadig være i tvivl om, hvor tæt det europæiske samarbejde er på det endegyldige sammenbrud, så kom advarslen i går fra helt uventet hold. »Eurozonen er i stor fare«, lød det fra den amerikanske general Martin E. Dempsey.

Den firestjernede general leder USA’s forsvarsstab, og i sin egenskab af øverstkommanderende for verdens stærkeste militærmagt betragter Dempsey nu Europas politiske og økonomiske krise som en alvorlig sikkerhedspolitisk trussel.

Generalens grund til at vade ind i økonomisk og diplomatisk territorium er lige så enkel, som den er skræmmende: Martin Dempsey frygter for sikkerheden for USA’s 80.000 soldater og 20.000 civile medarbejdere udstationeret i Europa, hvis EU ramler og de europæiske befolkninger griber til voldelige opstande.

»Vi er ekstremt bekymrede (…) vi er også udsatte på grund af de potentielle civile uroligheder og opløsning af den union, der er smedet derovre«, siger Dempsey – som erklærer sig usikker på, hvorvidt eurolandenes aftale om en finanspagt »vil være den lim, der kan holde det sammen« her i Europa.

LÆS ARTIKEL

Hvis de voldsomme optøjer, der allerede har været i gældskrisens epicenter – Grækenland – er noget at dømme efter, så er general Dempseys bekymring ikke nødvendigvis overdrevet. Og han har i hvert fald ret i, at den union, vi har »smedet« herovre, er i alvorlig fare for at knække i fugerne.

Da de europæiske stats- og regeringsledere klatøjede kom ud af forhandlingslokalerne i fredags, forsøgte både de 17 eurolandes ledere, den danske statsminister og de fleste andre at give indtryk af en god aftale for at skabe ro om euroen.

Julegaver, man ikke er sikker på, man tør åbne
Tysklands kansler Merkel ønskede alle »god jul« som et signal om, at det efter hendes mening ikke bør blive nødvendigt med flere topmøder i år.

Men ikke engang det løfte synes sikkert efter de seneste måneders historiske hækkeløb af krisemøder og panikbeslutninger.

Og Merkels og Sarkozys mellemstatslige finanspagt ligner en af de julegaver, man ikke er sikker på, man tør åbne.

Mens dens målsætninger er klare, så er det nemlig meget uklart, hvordan finanspagtens gennemførelse skal undgå at eksplodere i endnu mere splittelse.

Angela Merkel havde satset så hårdt på at få gang i en genforhandling af EU-traktaterne, at alle de andre medlemslande trods deres skepsis indtil torsdag aften regnede med, at det ville blive vejen frem.

David Cameron fik »ikke forhindret noget som helst«
Statsminister Helle Thorning-Schmidt var ligesom de fleste andre allerede ved at tale om processen i de traktatforhandlinger – og Storbritanniens David Cameron troede tydeligvis, at han kunne bruge Merkels krav om en ny traktat til at gennemtvinge vidtrækkende undtagelser for Londons finanssektor.

Men enten må Cameron i realiteten have ønsket at fremprovokere det historiske brud i EU’s udvikling, som euroskeptikerne i hans konservative parti har sukket efter i årtier, eller også foretog den britiske premierminister en strategisk fejlkalkulering af helt utrolige dimensioner.

For som direktøren for den britiske tænketank Centre for European Reform, Charles Grant, skriver i en kommentar, så fik David Cameron »ikke forhindret noget som helst« med sit veto mod traktatændringer forhandlet af alle 27 EU-lande.

Tværtimod. Han gav i stedet eurolandene anledning til at bryde ud og skabe et nyt, mellemstatsligt samarbejde om finanspolitik og stramme budgetter, som får afgørende indflydelse på hele det indre marked – også Storbritannien og Danmark. Altså en finansunion in spe, som nu vil blive skabt på tre måneder i stedet for tre år; som briterne ingen indflydelse har på, og som vel at mærke ikke kan bremses af folkeafstemninger eller andre former for folkelige vetoer.

Nyt hus bliver bygget på gyngende grund

Hvis der var tale om ændringer af EU’s traktater, ville Danmark eller et skeptisk euroland som Irland kunne have bremset det hele på et senere tidspunkt og krævet genforhandling. Det er ikke muligt nu.

Irerne kan stadig stemme nej til den nye, mellemstatslige euroaftale uden for EU – og der er 50 procents chance for en folkeafstemning på den grønne ø, erkender Irlands europaminister. Forskellen er bare, at hvis irerne stemmer nej, så går finanspagten bare videre uden dem.

For det gamle hus blev opgivet tidligt fredag morgen. Nu handler det om, hvem der vil være med til at bygge et nyt. På gyngende grund.

FACEBOOK