Efter 44 års stempling som andenrangs grøntsager og frugt er skyggetilværelsen ved at være slut for de krumme agurker, skæve gulerødder og små meloner.
Fra næste sommer får de efter alt at dømme lov at ligge og skinne side om side med de mere regelrette produkter på supermarkedshylderne. Gennembruddet for den krumme agurk kommer, fordi landbrugskommissær Mariann Fischer Boel (V) er ved at få skrottet de EU-regler, der mere end noget andet har været symbol på unødvendig regulering fra bureaukraterne i Bruxelles. »Jeg kan ikke længere holde ud at blive konfronteret med krumme agurker. Jeg vil af med den diskussion om, at EU skal bestemme alt i enkeltheder«, siger hun. 36 sæt regler I dag har EU 36 sæt specialregler for frugt og grønt, som i detaljer definerer kvalitet ud fra fysiske kriterier som størrelse og udseende. For eksempel må der maksimalt være 20 mm forskel i diameteren på den mindste og den største rosenkål i den samme pakke. »Vi skal af med det hele« »Min automatreaktion har været, at vi skal af med det hele. Men jeg har mødt en vanvittig modstand i medlemslandene. Primært på grund af en massiv lobby fra detail- og engroshandlen, der meget hellere vil have standardiserede regler. Så er de selv fri for at skulle beslutte noget som helst«, siger Fischer Boel til Politiken »Det er selvfølgelig derfor, at det har taget så lang tid at ændre reglerne«. Hård modstand fra flere lande Især lande som Italien, Spanien, Frankrig og Ungarn holder fast i, at det er EU’s opgave at sørge for, at markedet ikke ender som en blandet landhandel, hvor virksomhederne ikke ved, hvad de får, hvis de bestiller et ton æbler eller pærer.




























