Velmenende sjæle i regeringen har den seneste uge rejst rundt med især en analyse: »Det kan godt være, at ’Vækstplan DK’ gør ondt på vores vælgertilslutning, men hvis væksten vender, vender vælgerne også tilbage«. Dette tankespind er besnærende, set med regeringens øjne, imidlertid holder det langtfra, når det konfronteres med fakta. Dansk valgforskning harikkekunnet påvise dette link, som ellers er blevet et mantra på Christiansborg. Kigger vi på valgene fra 1968 til 2011, kan der ikke etableres en sammenhæng mellem en stigning i økonomiske nøgletal og vælgerfremgang for den siddende regering. Med andre ord: Ved de seneste 17 folketingsvalg har der generelt set ikke været en kobling mellem fremgang i for eksempel bnp, og hvor vælgerne sætter deres kryds. Historisk set straffer eller belønner danskerne ikke en regering for dens samfundsøkonomiske performance.
I manges ører kan det lyde underligt – Danmark er faktisk også en ’afviger’. Det vil sige, at vi er forskellige fra lande, vi normalt sammenligner os med i OECD, hvor der netop findes et mønster, som hækler vækst og vælgertilslutning sammen. I den mindre pæne udgave er vi åbenbart et utaknemmeligt folkefærd. I den mere pæne udgave har vi luret, at politik ofte foregår i konsensus mellem partier fra begge blokke, som kæmper med en lille åben økonomi, der har det med at vælte omkuld og rejse sig med omverdenen. Når vælgerregnskabet skal gøres op, betyder det, at hvis fremtiden bliver ligesom fortiden, er det fjerne lys i regeringsmørket snarere et fyrfadslys end en fakkel. Ikke desto mindre bruger regeringen vækstens genkomst som en fakkel. Det har strategisk set to overordnede formål: (1) Ministrene ønsker at købe tid over for et krævende bagland, som ikke bryder sig om de nedslående opinionstal. (2) De ønsker at have ideologisk frihed til at bruge alle tænkelige værktøjer, der kan skabe vækst.
