Det er efterhånden sagt og skrevet så mange gange, at klicheerne står i kø for at bekræfte sig selv: at det politiske liv er en børnehave. Smækfyldt af konflikter til ære for konfliktens eget indre liv. Pumpet op med meningsløse samråd og ørkesløse folketingsdebatter, som få lytter til, og færre kan bruge til noget. Arrangeret af og for politikere, hvis offentlige anseelse stort set kun undergås lejlighedsvis af pressens folk, hvis opgave det er at formidle det politiske stof.
Men karakteristikken er ikke rimelig. Den er også forkert. Politikerstanden er langt bedre end sit rygte. Ordførerne arbejder seriøst og professionelt med deres områder. Loyalt på vegne af deres vælgere. Og de stiller relevante spørgsmål, som kvalificerer ministrenes arbejde. I en tone af ordentlighed.
Analysen er Jørn Neergaard Larsens. Han betænkte sig ikke et øjeblik på at give sin karakteristik af det politiske liv, som han gennem halvandet år lærte at kende indefra. I sommeren 2015 var han en af overraskelserne i Lars Løkke Rasmussens (V) Venstre-regering.
Et specielt valg. På den ene side ret så spejlblank som partipolitiker uden folkeligt mandat og erfaring fra Folketinget. På den anden side med langt arbejdsliv af relevant erfaring, der gjorde ham i stand til at bide skeer med Beskæftigelsesministeriets øverste embedsmænd fra noget nær dag et.
