Åbenmundet socialdemokratisk eksminister ser ud til at undgå kup

Mette Gjerskov har flere tange udtalt sig kritisk om partiledelsen - for eksempel udlændingepolitikken.  Pedersen Mikkel Berg/POLFOTO
Mette Gjerskov har flere tange udtalt sig kritisk om partiledelsen - for eksempel udlændingepolitikken. Pedersen Mikkel Berg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Eksminister Mette Gjerskov (S) ser ud til at have afværget et kupforsøg i Roskilde.

Lørdag bliver hun indstillet som folketingskandidat af generalforsamlingen i partiforeningen i Roskilde. Det oplyser kredsformand Daniel Prehn.

Det sker med stemmer 75 for og 24 imod.

Partifællen Niels Jespersen, bosat på Nørrebro i København, har ellers meldt sig som modkandidat, efter at Gjerskov blandt andet er blevet kritiseret for at gøre for lidt for Roskilde.

Det endelige resultat foreligger først på mandag

Det er dog først mandag, at kredsforeningen i Roskilde skal tage endelig stilling. Men nu har partiforeningen altså indstillet Gjerskov.

Ifølge Daniel Prehn er det stort set de samme mennesker fra partiforeningen, som kommer til mandagens generalforsamling i Roskildekredsen. På generalforsamlingen i kredsforeningen mandag skal en af kandidaterne have mindst to tredjedels flertal for at blive opstillet som folketingskandidat i Roskildekredsen. Hvis ingen af kandidaterne opnår dette skal valget af folketingskandidat ud til urafstemning blandt medlemmerne af socialdemokratiet i Roskilde.

På generalforsamlingen i partiforeningen lørdag fik Mette Gjerskov altså tre fjerdedels flertal.

For at stille op skal en kandidat have opbakning fra 25 personer, såkaldte stillere.

Unavngivne kilder omkring Socialdemokratiet spekulerer ifølge Politiken i, om partitoppen har en finger med i spillet om at vippe Gjerskov af pinden, fordi hun ved flere lejligheder er gået imod partilinjen. For eksempel omkring udlændingepolitikken.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her