København vil ikke lade storkonflikt blive en spareøvelse

Lyt til artiklen

Politikerne i Københavns Borgerrepræsentation har besluttet at øremærke penge, som kommunen sparer under en eventuel storkonflikt, så de bliver på de berørte områder.

Forslaget blev vedtaget torsdag af et stort flertal i Borgerrepræsentationen. Det oplyser sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF), som var med til at stille forslaget.

»Det skal sikre, at kommunen ikke får en uhensigtsmæssig fordel ved en lockout eller strejke, hvor man kan tjene penge på, at man er i konflikt«.

»Forslaget sikrer, at pengene bliver på de enkelte områder og ikke kan bruges til for eksempel at dække huller i vejen i kommunen«, siger hun.

Når medarbejdere strejker eller bliver lockoutet, skal arbejdsgiverne ikke udbetale løn og sparer dermed penge.

Forslaget kan blive aktuelt, fordi overenskomsterne på det offentlige område er brudt sammen, og en strejke kan bryde ud fra 4. april. Arbejdsgiverne har varslet lockout, hvor de sender de ansatte hjem uden løn, fra 10. april.

Flere andre kommuner har vedtaget lignende forslag - blandt andre Albertslund, Ishøj, Vordingborg, Gladsaxe, Syddjurs, Hillerød, Stevns og Nyborg.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her