Kristendemokraterne støtter en borgerlig regering ved Folketingsvalget, men når det kommer til EU-valget overvejer partiformand Isabella Arendt at stemme på Enhedslisten.

Isabella Arendt giver stemme til et socialistisk EU og en borgerlig regering

Isabella Arendt fortæller i et inverview til A4 Nu, at hun overvejer at stemme på Enhedslisten til Europa Parlamentsvalget.  Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Isabella Arendt fortæller i et inverview til A4 Nu, at hun overvejer at stemme på Enhedslisten til Europa Parlamentsvalget. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Valget til Europa-Parlamentet begynder i dag, og det betyder, at hundrede millioner af europæere skal tage stilling til to spørgsmål de kommende fire dage. Hvem skal jeg stemme på?

Kristendemokraternes konstituerede formand, Isabella Arendt, er, som en tredjedel af befolkningen, i tvivl. Men en ting er sikkert. Hvis hun stemmer, stemmer hun med miljøet i tankerne. Og det opfordrer hun også andre til at gøre.

»Man skal stemme grønt. Så kan man selv bestemme, om man vil stemme Enhedslisten og EU-skeptisk eller Radikalt og EU-positivt. Det vigtige er, at man stemmer klimaet op«, siger Isabella Arendt til Ugebrevet A4.

Kristendemokraterne er ikke opstillet til europaparlamentsvalget, derfor kan Arendt af gode grunde ikke sætte sit kryds ved sit eget parti på søndag.

Men at Isabella Arendt, der ellers støtter en borgerlig regering til folketingsvalget, overvejer at stemme på Enhedslisten ved europaparlamentsvalget kan komme som en overraskelse. Men det er blot et tegn på, hvor forskelligt Kristendemokraternes medlemmer ser på EU. For ikke alle er enige om, hvor glad man skal være for EU.

»Personligt er jeg skeptisk«, siger Isabella Arendt til A4.

Vermund boykotter EP-valg: Det er fløjtende ligegyldigt

Selv om Arendt stadig er i tvivl om, hvor hun sætter sin stemme søndag, så tyder meget på, at hun ikke bliver en del af sofavælgerne.

Nye Borgerlige, Stram Kurs og Klaus Riskær Pedersen er heller ikke opstillet til europaparlamentsvalget.

Caroline Kristensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her