Løkke skader hele det borgerlige Danmark ved at klynge sig til magten, mener weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik.

Chefredaktør sammenligner Løkke med magtsyg konge

Lars Løkke Rasmussen bør gå af, mener dele af baglandet i Venstre.
   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lars Løkke Rasmussen bør gå af, mener dele af baglandet i Venstre. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Godt nok er Lars Løkke Rasmussen ikke en pukkelrygget mand med slæbende ben som Shakespeares Richard III. Alligevel er det netop den magtsyge konge, som bedst illustrerer situationen i Venstre.

Sådan indleder chefredaktør Martin Krasnik sin leder i Weekendavisen fredag, hvor han kritiserer Venstre-formanden for at klynge sig til magten i Venstre uden tanke for, hvad der er bedst for partiet.

»Lars Løkke Rasmussen har stræbt efter magten, siden han var ung venstremand. Han har flyttet rundt på sine omgivelser uden skelen til et større hensyn end sin egen overlevelse. Det har været magten for magtens skyld. Sine reformer har han altid været parat til at skrotte, hvis det passede bedre. Ideologi og visioner kan altid skæres til. Det afgørende er magten«, skriver Martin Krasnik under overskriften ’Kongens Fald’.

Venstre har i de seneste uger gennemlevet et indre magtopgør, hvor stadig flere i baglandet og dele af partiets folketingsgruppe ønsker, at den nuværende ledelse med formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen skiftes ud.

De to delte magten imellem sig, da der i 2014 senest var et dramatisk oprør mod Løkke i gang i partiet efter en række dårlige sager om blandt andet hans tøjforbrug på partiets regning.

Denne gang er udgangspunktet for uenighederne mellem de to centreret omkring den politiske linje, hvor Kristian Jensen åbent har kritiseret Løkkes overraskende beslutning om at gå efter en SV-regering ved folketingsvalget før sommerferien.

Løkke har argumenteret med, at Venstre trods tabet af regeringsmagten gik frem ved folketingsvalget, og at det er nødvendigt at samarbejde hen over midten for at holde fløjpartierne fra indflydelse.

Mange i baglandet finder det trods fremgangen nødvendigt, at både formanden og næstformanden går af for at få ro på og skabe et grundlag for at generobre regeringsmagten fra Socialdemokratiet ved næste folketingsvalg.

Andre finder, at kun Løkke eller kun Jensen bør trække sig. Hidtil har Løkke afvist at gå af. I stedet vil han søge at få genvalg som formand på et kommende landsmøde i partiet.

»Der er lige nu et alt for stort fokus på enkeltpersoner og arvefølgen i Venstres ledelse. Det gør os ukampdygtige som parti og skygger for Venstres politiske projekt. Det kan vi selvfølgelig i længden ikke være tjent med. Derfor må diskussionen bringes til konklusion hurtigst muligt – og det kan kun ske på et landsmøde«, lød det forleden fra Løkke i en video på Facebook.

Kristian Jensen har været mindre kategorisk, men ventes at gøre sin stilling endeligt op efter denne weekend, hvor der er vigtige møder i henholdsvis Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse.

Martin Krasnik mener, at Løkke skader hele det borgerlige Danmark ved ikke at ville gå af.

»Lars Løkke Rasmussen er konge af det borgerlige kongerige, som han nu igen vil ofre for selv at blive på tronen, og alle omkring ham taler ikke om andet end Lars. Han kunne ikke samle det borgerlige Danmark i sin regeringstid, og han splintrede det til atomer, da han i sidste øjeblik foreslog at danne regering med fjenderne i Socialdemokratiet«, konstaterer Martin Krasnik, der også finder det naturligt, at den person, som mange i baglandet håber på som ny formand, Jakob Ellemann-Jensen, holder sig tilbage.

»Magtkampe – særligt med Løkke som deltager – sker sjældent civiliseret. Det er helt forståeligt, at Jakob Ellemann-Jensen ikke har lyst til at udfordre kongen, idet han kan se, hvor mange hoveder der ligger i kurven ved skafottet«, skriver Martin Krasnik.

Kristian Jensen hænger i en tynd tråd

Også Jyllands-Posten behandler fredag magtopgøret i Venstre på lederplads.

Jyllands-Posten konstaterer, at næstformand Kristian Jensens tid som topfigur i partiet »hænger i en noget tynd tråd«. Men lederskribenten peger samtidig på, at skulle han blive udskiftet med den nuværende politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, så vil sidstnævnte stå foran en næsten umulig opgave med at samle partiet, hvis Løkke stadig er formand.

»På den ene side har han en detroniseret Kristian Jensen-fløj, på den anden side medlemmer, som har undsagt formandens partilinje. At finde sine egne ben og eget ståsted bliver noget af en udfordring, og Jakob Ellemann-Jensens eneste håb må være, at Lars Løkke Rasmussen meget hurtigt finder den udgang i dansk politik, som han allerede har ledt efter«, hedder det i avisens leder, der sammenligner situationen i partiet med tilstandene i Socialdemokratiet under formandsopgøret mellem Svend Auken og Poul Nyrup i 1992.

»Som stillingskrigen står nu, kræver fornyelsen, at der kommer en kandidat, som tør satse på et opgør med Lars Løkke Rasmussen på Venstres landsmøde. Hvis Løkke kommer helskindet igennem både forretningsudvalgs- og hovedbestyrelsesmøde, så er man ovre i socialdemokratiske tilstande for at udfordre ham, som da Nyrup gik op mod Auken i 1992. Det har Venstre ikke tradition for. Indtil videre svinger Hjort og Løkke pisken, men selv i det bedste cirkus risikerer domptøren at fejle og undervurdere rovdyrets kraft«, skriver den liberale avis i sin leder.

Både Berlingske og Politiken har i sine ledere tidligere opfordret Lars Løkke Rasmussen til at trække sig som formand for Venstre.

»Lad en ny generation komme til, Løkke og Jensen. Da vil det borgerlige Danmark takke jer. For dét og for meget andet«, skrev Berlingskes chefredaktør Tom Jensen forleden.

»Lars Løkke Rasmussens tid som partiformand bør være ovre og en ny ledelse fundet inden magtkampene og fløjkrigene flår partiet helt fra hinanden. Både for landet og partiets egen skyld må man håbe, at han indser dette og at denne krise bliver løst hurtigt og uden at føre til alt for mange ar«, hed det ligeledes på lederplads i Politiken.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her