Hvis Josephine Fock går rundt og tror, at hun skal repræsentere Alternativet ved de kommende klimaforhandlinger hos klimaminister Dan Jørgensen (S), kan hun godt tro om igen.
For selv om Fock offentligt har meldt ud, at hun deltager i forhandlingerne på vegne af Alternativet, er det stik imod en aftale, der for nylig er indgået i partiets folketingsgruppe på et møde, hvor Josephine Fock selv var til stede. Sådan lyder det fra gruppeforkvinde Susanne Zimmer.
»Vi har aftalt, at vi kører videre, som vi plejer, i forhold til hvem der står for forhandlingerne«, siger Susanne Zimmer og uddyber: »Det betyder, at hvis vi som ordførere gerne vil have én med, beder vi vedkommende om at tage med«.
Josephine Fock skrev ellers på Twitter i mandags, at hun deltager i forhandlingerne, men det har hun ikke hjemmel til, lyder det fra gruppeforkvinde Susanne Zimmer:
»Jeg vil sige, at jeg undrer mig over det«.
Var det en fejl af Josephine Fock at melde det ud, som hun gjorde?
»Jamen jeg kan jo godt lide, at vi overholder aftaler. Sådan vil jeg sige det«.
Hvad siger det om Alternativet, at der tilsyneladende er tvivl om, hvem der forhandler, når man spørger hhv. folketingsgruppen og den politiske leder?
»Det betyder i hvert fald, at der er noget, vi trænger til at få koordineret. Og måske få frisket aftaler op«.
Er det en påmindelse til Josephine Fock?
»Det ved jeg ikke. Det er interessant, hvad hun har tænkt. Har hun misforstået vores aftaler, eller hvad er der sket? Det er jeg selvfølgelig nysgerrig på«, siger Susanne Zimmer, som oplyser, at hun kun har været i sms-kontakt med Josephine Fock, efter at Fock i mandags meddelte, at hun deltager i forhandlingerne.
Det er klimaordfører Rasmus Nordqvist, der formelt har fået invitationen til forhandlingerne fra klimaministeren. Han skriver i en sms:
Jeg undrer mig over det
»Jeg går ud fra, at det er ordføreren (mig), som vi altid gør det. Hvis andet skal besluttes, taler vi om det på gruppemødet«, skriver Nordqvist, der ikke har besvaret Politikens opfølgende spørgsmål.
Josephine Fock er ikke vendt tilbage på Politikens henvendelser.
Skæbnemøde på lørdag
Tvivlen om et så relativt simpelt spørgsmål, hvem Alternativets forhandlerteam består af, skriver sig ind i fortællingen om det kaos og den krise, partiet har været i, siden Josephine Fock 1. februar blev valgt som Alternativet politiske leder. Her støttede samtlige medlemmer af partiets folketingsgruppe Rasmus Nordqvist i kampen om at blive ny partileder.
Fock er efterfølgende blevet beskyldt for, at hun tidligere har stået for en skræmmende ledelsesstil, hvor hun uden varsel kunne finde på at give ansatte og folkevalgte et decideret møgfald. Hun har sågar rusket i folk, har anonyme kilder fortalt til Information. Det har Fock blankt afvist.
En række navngivne profiler i Alternativet har også været ude med kritik af Josephine Fock. Heriblandt partiets kulturborgmester i København, Franciska Rosenkilde, som i ’Deadline’ på DR 2 i søndags gik til angreb på Fock:
»Meget af det, der foregår lige nu, er gamle konflikter i Alternativet. Hun har igangsat en konflikt i Alternativet, fordi hun repræsenterer nogle konflikter, der er kommet igen. Når hun har stillet sig op og er blevet valgt til politisk leder, så har hun også et ansvar for at have en selvransagelse i det, der foregår«, lød det fra Rosenkilde.
Tidligere kulturborgmester Niko Grünfeld forlod i sidste uge Alternativet og angav direkte Josephine Fock som en af årsagerne til bruddet med det parti, Grünfeld selv var med til at stifte.
På de indre linjer har Josephine Fock i de seneste dage imidlertid også modtaget opbakning fra flere sider. Partiets lokalforening i Aarhus rundsendte onsdag en opfordring til alle partimedlemmer om at støtte Fock som partileder.
Alternativets bestyrelse i Storkreds København opfordrede i weekenden specifikt partiets fem folketingsmedlemmer til at ændre stil:
»Vi opfordrer Alternativets folketingsgruppe til at udtrykke opbakning til den til enhver tid af medlemmerne valgte politiske leder«, lød det.
Alternativets hovedbestyrelse er i disse dage i gang med en undersøgelse af beskyldningerne mod Josephine Fock. Hovedbestyrelsen har opfordret alle medlemmer, der mener at kunne bidrage, til at henvende sig.
Hovedbestyrelsen holder lørdag et ekstraordinært møde, hvorefter den vil komme med en udmelding.
fortsæt med at læse




























