Mogens Jensens departementschef fortsætter som chef i Miljøministeriet, oplyser den nye fødevareminister, Rasmus Prehn.

»Vi har ikke hjulpet dig godt. Det er jeg ked af«: Udskældt chef erkender svigt og rykker over i nyt ministerium

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Miljø- og Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, har fået hård kritik for sin rolle i minksagen. Men det er ikke nok til, at han får frataget sin post som departementschef. Til gengæld flyttes han væk fra fødevareområdet og over i det nye Miljøministerium. Her vil han fortsætte på samme niveau som departementschef, oplyser ny minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn.

»En af mine første opgaver bliver at finde en ny departementschef til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Det er en konsekvens af, at Miljø- og Fødevareministeriet deles op«, siger Rasmus Prehn.

Han peger på, at statsminister Mette Frederiksen har valgt at splitte det stormomsuste Miljø- og Fødevareministerium op i to efter minkskandalen. Det sker, efter at ministeriets egen redegørelse peger på, at ministeriets embedsmænd svigtede ved ikke at advare statsminister Mette Frederiksen (S) og deres egen minister om, at de var i gang med træffe en beslutning, der var ulovlig.

Undlod at advare om lovbrud

Pilen har især peget på departementschef Henrik Studsgaard, der selv deltog i det afgørende møde 3. november i regeringens koordinationsudvalg. Det var her, Mette Frederiksen og koordinationsudvalgets medlemmer traf beslutningen om, at alle mink skulle aflives.

Det skete, efter at en vurdering fra Statens Serum Institut (SSI) pegede på øget risiko for corona-smitte for mink. Mutationer i smitten kunne måske påvirke muligheden for at udvikle vaccine mod corona, vurderede SSI. På mødet advarede Henrik Studsgaard ikke om, at der manglede et lovgrundlag, hvis man ville slå alle mink i Danmark ihjel.

Dagen efter meldte Mette Frederiksen beslutningen ud på et pressemøde. Senest samme aften var Henrik Studsgaard efter et møde med Fødevarestyrelsens direktør klar over, at der manglede et lovgrundlag.

Alligevel var det først lørdag 7. november, at Mogens Jensen blev gjort opmærksom på problemet. Først søndag 8. november fik Mette Frederiksen beskeden, og først 10. november blev minkavlerne orienteret.

Efter at have læst Fødevareministeriets redegørelse sagde SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, onsdag, at hun ikke længere havde tillid til Henrik Studsgaard.

»Nej, det har jeg ikke. Der går adskillige dage, fra han får informationen, til han handler«, sagde Pia Olsen Dyhr.

SF-formanden understregede, at det ikke var hendes beslutning, om Henrik Studsgaard kunne fortsætte som departementschef. Men udmeldingen fra Pia Olsen Dyhr var opsigtsvækkende, fordi hun selv har haft Henrik Studsgaard som departementschef, da hun var minister i Thorning-regeringen.

»Vores system har fejlet«

Da Henrik Studsgaard torsdag tog afsked med Mogens Jensen og med sit ministerium, erkendte han, at ministeriet havde fejlet:

»Kære Mogens. Jeg har ikke planlagt at skulle holde afskedstale for dig før om mange år. Men det går ikke altid, som man tror og håber. Og derfor er stemningen også mindre løssluppen og munter, end den plejer at være«, sagde Henrik Studsgaard ved ministeroverdragelsen torsdag.

Han fortsatte:

»Jeg er virkelig oprigtigt ked af at tage afsked med dig. Vores system har fejlet. Vi har ikke hjulpet dig godt. Det er jeg ked af. Det er vi kede af i ministeriet. Det har du taget konsekvensen af. Det har jeg kæmpestor respekt for«.

Mogens Jensen, der har været minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, sagde om udsigten til nu at blive almindeligt folketingsmedlem igen:

»Jeg vil da godt indrømme, at jeg flere gange har tænkt, at hvis man har fire ministerposter, så burde man også have fire gange så lang en juleferie. Der kan jeg bare konkludere, at man skal være bange for, hvad man ønsker sig«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her