Venstre vil i finanslovsudspil sænke skatten for at øge beskæftigelsen. Regeringen afviser skattelettelser.

Venstre foreslår skattelettelser for to milliarder - regeringen mener det er en hån mod de ledige

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der er brug for, at flest muligt løfter i flok. Og det skal skattelettelser bidrage til, mener Venstre.

Skattelettelser er ifølge Venstre en af måderne, hvorpå Danmark bedst muligt kommer ud på den anden side af coronakrisen.

Derfor er det højt prioriteret i partiets finanslovsudspil for 2021. Her foreslår Venstre, at skatten skal lettes for borgere og virksomheder med over to milliarder kroner i 2021.

»Skattelettelser skaffer flere mennesker i arbejde. Og det har vi brug for. For der er brug for at være flere, som løfter byrden i øjeblikket. Der er mange, der har mistet deres arbejde under coronakrisen«, siger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

»Vi har brug for, at så mange som overhovedet muligt kommer tilbage på arbejdsmarkedet og får lov til at gå på arbejde igen, så de kan få deres tilværelse tilbage. Vi har brug for, at flest muligt løfter i flok. Og der er skattelettelser et af værktøjerne«, fortsætter han.

Ifølge Venstre er partiets udspil fuldt ud finansieret.

Effektiviseringer på kommunale jobcentre, lavere ydelser til arbejdsløse indvandrere og øget konkurrenceudsættelse i det offentlige er blandt de tiltag, som skal sørge for finansieringen.

S afviser Venstres udspil

Men store skattelettelser er ikke måden, man skaber arbejdspladser og bringer folk tilbage i arbejde.

Det siger Christian Rabjerg Madsen, finansordfører for Socialdemokratiet, efter at Venstre har præsenteret sit udspil til næste års finanslov.

»Jeg kan forstå på Venstre og Jakob Ellemann, at de mener, det er nødvendigt at sætte skatten ned, for at folk ønsker at gå på arbejde«.

»Det synes jeg, man skulle tage til Kastrup og fortælle de mennesker, der har mistet deres arbejde i lufthavnen. Altså at det skyldes, at skatten er for høj«.

»Det er nærmest en hån mod de mennesker, som på grund af corona har mistet deres arbejde«, siger Christian Rabjerg Madsen.

Regeringen foreslår krigskasse

Da regeringen i slutningen af august præsenterede sit eget forslag til næste års finanslov, var der blandt andet et forslag om at oprette en såkaldt krigskasse på ’et pænt milliardbeløb’. Pengene fra den skal bruges til at stimulere dansk økonomi under coronakrisen.

Christian Rabjerg Madsen mener, at krigskassen sammen med eksempelvis store investeringer i grøn omstilling og opkvalificering af mennesker er bedre løsninger til at øge beskæftigelsen end skattelettelser.

»Det er ikke skatten, der er årsag til, at mennesker har mistet deres arbejde i Danmark det seneste år. Det er på grund af corona. Derfor er vores vigtigste opgave med finansloven at bekæmpe arbejdsløshed«.

»Det gør vi blandt andet med krigskassen, som sikrer, at vi har mulighed for at holde hånden under eksporten, og det gør vi med vores massive investeringer i den grønne omstilling, så vi skaber nye job«.

»Det er den vej, regeringen ønsker at gå«, siger Christian Rabjerg Madsen.

Venstres udspil kommer på et tidspunkt, hvor regeringen forhandler med Folketingets partier om næste års finanslov.

Hvis det lykkes at lave en aftale i forbindelse med forhandlingerne, skal finanslovsforslaget vedtages inden årets udgang.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her