Kun hvis de andre modkandidater også trækker sig for at lade Inger Støjberg blive kronet som ny formand for Dansk Folkeparti, vil Morten Messerschmidt trække sit kandidatur.

Messerschmidt lægger nye betingelser frem for at vige pladsen for Støjberg

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, trækker kun sit kandidatur som DF-formand i tilfælde af en kroning af Inger Støjberg, hvor de øvrige kandidater til formandsposten også trækker sig.

Det siger han onsdag i radioprogrammet ’En Uafhængig Morgen’, som sendes i Den Uafhængige.

»Hvis Inger kommer ind og skal være formandskandidat, giver det ikke mening, at jeg så trækker mig, hvis de tre andre ikke gør det. Altså, det skal jo være en kroning af hende«, siger Messerschmidt i ’En Uafhængig Morgen’.

Messerschmidts støtte til Støjberg som DF-formand forudsatte i forvejen, at den tidligere næstformand i Venstre følger partiets politik om eksempelvis EU. Men nu tilføjer Messerschmidt, at han også kun trækker sit kandidatur, hvis de øvrige tre kandidater til formandsposten gør det samme.

Modkandidat vil ikke vige for Støjberg

Dermed står det allerede onsdag klart, at Morten Messerschmidt ikke kommer til at trække sit kandidatur.

For hans rival i formandskampen Martin Henriksen, der blandt andet er medlem af partiets hovedbestyrelse, har ingen intentioner om at trække sig fra kampen, hvis Inger Støjberg stiller op.

»Når først jeg stiller op, så fortsætter jeg hele vejen. Det har jeg sagt hele tiden«, siger Martin Henriksen og fortsætter:

»Men jeg synes, det er problematisk, at Morten Messerschmidt ombestemmer sig en gang om ugen i det her centrale spørgsmål. Først ville han trække sig lige meget hvad, så kun med politiske krav og nu noget helt tredje. Det er en deprimerende måde at føre politik på. Man må jo finde ud af, hvad man mener, og så stå fast på det«.

Støjberg blev før jul vurderet uværdig til at fortsætte i Folketinget, efter at eksministeren blev idømt 60 dages ubestemt fængsel i en rigsretssag. Støjberg har endnu ikke meldt sit kandidatur. Det skal ske senest fredag.

Ritzau har de seneste dage forsøgt at få en kommentar fra Støjberg om selv samme emne. Men hun er ikke vendt tilbage.

I øjeblikket har fire DF’ere meldt sig på banen som afløser for formand Kristian Thulesen Dahl. Han trækker sig tilbage ved et ekstraordinært årsmøde 23. januar. Det sker som direkte konsekvens af det dårlige kommunalvalg, som DF fik i november.

Af de fire kandidater til formandsposten er det kun Messerschmidt, der har udtalt, at han – hvis forudsætninger er de rigtige – trækker sig, skulle Støjberg have lyst til at blive DF-formand.

Til at begynde med var der ingen krav til Støjberg fra Messerschmidt. Han ville trække sig, hvis hun ville være formand. Men efterfølgende er det altså blevet modificeret.

En række prominente DF’ere, heriblandt Kristian Thulesen Dahl og partistifter Pia Kjærsgaard, har offentligt bejlet til Støjberg.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her