Moderaternes folketingsgruppe besluttede på et møde tirsdag, at man ikke kunne genvinde tilliden til Jon Stephensen. Torsdag meldte han sig ud.

Gruppeformand: »Det var meget, meget vanskeligt at forestille sig, at Jon Stephensen skulle kunne genvinde tilliden«

    Jon Stephensen blev valgt til Folketinget i november 2022 for Moderaterne. Efter en række problematiske sager tog han i foråret orlov fra Folketinget. Nu melder han sig ud af partiet og fortsætter som løsgænger.  Foto: Thomas Borberg
Jon Stephensen blev valgt til Folketinget i november 2022 for Moderaterne. Efter en række problematiske sager tog han i foråret orlov fra Folketinget. Nu melder han sig ud af partiet og fortsætter som løsgænger. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Først var det den nordjyske Kristian Klarskov, der efter afsløringer om et oppustet cv måtte stoppe i Folketinget for Moderaterne.

Nu forlader endnu et folketingsmedlem, Jon Stephensen, Moderaternes folketingsgruppe. Det sker, efter at han i april gik på orlov oven på en sag, hvor han havde sendt en række upassende beskeder til en kvindelig partifælle på 19 år.

Blandt andet skrev Stephensen, at hun var »smuk med den lækreste krop«.

Der har desuden været anklager fra tidligere kolleger og ansatte om, at Jon Stephensen skulle have opført sig grænseoverskridende, ligesom han er beskyldt for dokumentfalsk i forbindelse med sit tidligere arbejde som teaterdirektør.

I modsætning til Kristian Klarskov beholder Stephensen dog sin plads i Folketinget som løsgænger, skriver han til Ritzau. Han fortsætter på selvbetalt orlov indtil 1. oktober.

Stephensen skriver, at han »efter mange tanker hen over sommeren« per dags dato har besluttet at melde sig ud af Moderaterne.

»Dette har jeg meddelt såvel leder af Moderaterne Lars Løkke Rasmussen, gruppeformand Henrik Frandsen samt partisekretær Kirsten Munch«.

Han er ikke vendt tilbage på Politikens henvendelse.

Jon Stephensens stedfortræder, der altså sidder i Folketinget nu, er Lean Milo.

Beslutning hjulpet på vej

Gruppeformand for Moderaterne Henrik Frandsen oplyser til Politiken, at beslutningen var Stephensens egen. Dog er det nok ikke tilfældigt, at den kommer nu.

»Det er Jon Stephensens egen, suveræne beslutning«, siger Frandsen, men tilføjer dog, at gruppen allerede tirsdag drøftede sagen og tog stilling.

»Og konklusionen på den drøftelse var, at det var meget, meget vanskeligt at forestille sig, at Jon Stephensen skulle kunne genvinde tilliden i folketingsgruppen. Og det har vi selvfølgelig meddelt ham. Og det er klart, så har der været lidt dialog, og så melder Jon Stephensen så ud i dag, at han har valgt at melde sig ud af moderaterne«.

I den dialog, der har været siden tirsdag, signalerede I der, at I syntes, at han skulle melde sig ud?

»Jamen jeg vil ikke komme ind på, hvad vi har snakket med ham om undervejs«.

Da han gik på orlov, sagde Løkke, at nu var det op til ham at genvinde tilliden? Hvorfor var det ikke muligt?

»Jamen vi har diskuteret, og hvordan ordene faldt på gruppemødet, vil jeg ikke komme ind på«.

Hvis du heller ikke har genvundet tilliden til ham, hvorfor har du så ikke det?

»Jamen det er, som jeg siger, vi havde drøftelsen på gruppemødet, og konklusionen på det var, at det ville være meget, meget vanskeligt for os at se, at han kunne genvinde tilliden, og mere er der ikke at sige til det«.

Har han selv rakt ud til jer i gruppen for at genvinde tilliden?

»Nej, jeg kan ikke komme ind på her, hvad der er sket undervejs. Det er mellem Jon og os«.

Var han blevet ekskluderet, tror du, hvis han ikke havde trukket sig selv?

»Det kan jeg ikke komme ind på her«.

Stillet over for, at det nu er to af dem, Moderaterne fik valgt, der har trukket sig fra folketingsgruppen, svarer Frandsen:

»Det er selvfølgelig ærgerligt, men til gengæld synes jeg jo også, at vi som parti og som gruppe har leveret varen undervejs. Vi har ageret meget, meget professionelt. Vi er blevet et regeringsparti«.

Tilbage i april udtalte partiformand Lars Løkke Rasmussen, at Jon Stephensen skulle »have en mulighed for at komme på benene igen«, og at det var op til Jon Stephensen selv at genvinde tilliden fra både vælgere og partiet. Det er endnu uklart, hvorfor man i partiet har vurderet, at det ikke er lykkedes for Stephensen.

Fortsat flertal

Jon Stephensens udmeldelse af Moderaterne betyder også, at SVM-regeringen mister et mandat i det i forvejen spinkle flertal, regeringen har.

Med Stephensens exit har regeringspartierne i alt 88 mandater. De sidder dog fortsat med 92 mandater bag sig, når man tæller de 4 nordatlantiske med.

Da regeringen blev præsenteret midt i december, var det godt nok kun tre af de nordatlantiske, der bakkede op om regeringen, men kort efter meddelte det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit, at hun tilsluttede sig de øvrige tre nordatlantiske mandater som parlamentarisk støtte for regeringen.

Dog er det værd at notere sig, at de nordatlantiske mandater som regel ikke tælles med i indenrigspolitiske spørgsmål, hvorfor regeringspartiernes flertal her nu blot er med et enkelt mandat.

Det er endnu uklart, om Stephensen fortsat bakker op om regeringen.

Henrik Frandsen forklarer, at »vi ved jo reelt ikke, hvordan Jon Stephensen har tænkt sig at forvalte sit mandat«.

Det parti, der måske holdningsmæssigt ligger tættest på Moderetarne, er Radikale Venstre. Her er Jon Stephensen dog ikke velkommen. Radikale Venstres pressetjeneste oplyser, at løsgængeren ikke kan optages i folketingsgruppen.

Jon Stephensen er folketingsmedlem nummer syv, der enten forlader politik eller har skiftet parti siden folketingsvalget i november sidste år.

Mads Hørkilde

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her