Europa har de seneste år brugt mange ressourcer på at vriste sig fri af afhængigheden af russisk naturgas, men nu er vi ved at opbygge en ny energiafhængighed af en anden supermagt. Sådan lyder advarslen fra erhvervsminister Morten Bødskov (S).
Han frygter, at Europa på et afgørende punkt er ved at blive afhængige af Kina. For selv om EU har vedtaget regler for at mindske afhængigheden af kritiske råstoffer og teknologi fra Kina, bliver europæisk erhvervsliv nødt til at søge mod Kina for at få dækket behovet for såkaldt grønne brændsler, der er helt afgørende for industriens grønne omstilling.


























