Folkemødet er festivalen, hvor den almindelige dansker får »mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt«. En demokratifestival, hvor det primære formål er at »mindske afstanden og øge tilliden mellem borgere og beslutningstagere«, som foreningen bag Folkemødet selv formulerer det på sin hjemmeside.
Men langtfra hele Folkemødet er for ’folket’.
Rundtom på Bornholm arrangeres der i de samme dage eksklusive middage, oplæg, netværksmøder og fester for en udvalgt skare med magt og meninger. Arrangementer, som du skal være inviteret til, og som er lukkede for offentligheden.
Ifølge de konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, bliver den slags mere og mere udbredt. Det er i hvert fald hendes oplevelse efter at have deltaget i Folkemødet hvert eneste år, siden det startede – måske med undtagelse af ét.
»Hvor der de første år kom nogle få invitationer til semilukkede aftenfester, er der nu flere og flere af den her type lukkede arrangementer, hvor de, der forsøger at overbevise én om at komme til netop deres, gør en dyd ud af at formidle, at det er et lille, lukket, eksklusivt selskab«, siger hun.
Politikeren fortæller, at det er helt typisk, at de lukkede arrangementer bliver holdt med god mad, god vin, måske serveret i lækre omgivelser. Nogle er rene netværksarrangementer. Andre har mere form af debatmøder, hvor der for eksempel kan være inviteret en særlig gæst til at komme og holde oplæg for gruppen af inviterede.
Tidligere var arrangementerne oftest bundet op på en middag om aftenen. Nu tikker der også morgenmad- og frokostinvitationer ind.
»Så på den måde udvides fladen sådan hele tiden«, siger Mette Abildgaard:
»Og i år har jeg taget mig selv i at tænke i, at der efterhånden kom lige så mange af den type invitationer, jeg måtte afvise, som der kom invitationer til offentlige debatarrangementer«.
Politikeren finder tendensen både »trist og ærgerlig«.
»Når man kalder det et folkemøde, er det jo, fordi formålet er at give folk adgang til en mere direkte dialog med beslutningstagere, og min frygt er, at de her arrangementer på sigt kommer til at skubbe nogle af de andre til side. Og det vil jeg bare synes er en kæmpe skam«, siger hun.
Selv afviser Mette Abildgaard at have takket ja til arrangementer, som er helt lukkede for offentligheden.
Hvor mange gange tror du, at du ville kunne blive bespist, hvis du bare havde sagt ja til det hele?
Abildgaard griner.
»Jeg kunne blive bespist hvert eneste måltid, tror jeg«, siger ordføreren:
»Men forstå mig ret: Der er politikere, der ligger langt over mig i det politiske hierarki, der bliver inviteret til endnu mere, som er endnu mere lukket og endnu mere eksklusivt«.
Politiken har forsøgt at spørge Erhvervsministeriets presseafdeling, hvor stor interessen har været for at få eksempelvis erhvervsminister Morten Bødskov (S) til ikke-offentlige arrangementer. Ministeren har modtaget »flere aftaler om møder med repræsentanter fra erhvervslivet«, lyder svaret. Hvor mange og hvilke type møder han har takket ja til, har ministeren ikke ønsket at svare på. Ej heller på spørgsmålet om, hvorfor det skal holdes hemmeligt.
»Vi har ikke yderligere at tilføje«, lyder svaret blot fra Erhvervsministeriet.
Kan »sagtens« sameksistere
Politiken har været i kontakt med en række organisationer og virksomheder, der er til stede på Folkemødet, og spurgt, om de vil fortælle om deres overvejelser bag at afholde lukkede arrangementer på Bornholm de samme dage.
Eksempelvis svarede Landbrug & Fødevarer indledende ja til, at man gerne ville medvirke i en artikel, der kunne afmystificere fænomenet en smule. Men efter nogle dages betænkningstid ønskede interesseorganisationen alligevel ikke at svare på spørgsmål. Ej heller på, hvilken type arrangementer den selv afholder og deltager i, og hvad der er formålet – alternativt hvorfor det skal være hemmeligt.
Dansk Erhverv har heller ikke ønsket at svare på den slags spørgsmål. Men hos Dansk Industri (DI) har branchedirektør Katrine Ellersgaard Nielsen sagt ja.
DI deltager og arrangerer selv en række lukkede arrangementer i folkemødedagene, bekræfter hun indledende. Branchedirektøren deler dog ikke bekymringen om, at det skulle ske mere og i en grad, så det risikerer at gå ud over den del, som den almindelige dansker er inviteret til.
»Jeg tror, der er blevet mere af det hele; både det lukkede og det åbne. Og jeg synes, det ville være ærgerligt, hvis Folkemødet kun blev netværksarrangementer. Men det ene udelukker altså ikke det andet – det kan sagtens eksistere samtidig«, siger hun.
Men hvorfor kan man ikke frede de få dage, Folkemødet varer, fra at skulle holde møder med de vigtige mennesker, I gerne vil tale med?
»Altså helt ærligt er der et effektivitetshensyn i, at der er rigtig mange mennesker, som gerne vil tale med hinanden, som er til stede i Allinge på samme tidspunkt. Så er det utrolig effektivt, at man ikke skal have gang i al mulig kalendergymnastik«.
»Men jeg synes ikke, man kan sige, at det stjæler noget fra de offentlige debatter, eller at der er et modsætningsforhold mellem dem og så netværksarrangementerne. Der er kun det antal scener, der er. Og mig bekendt står der ikke scener tomme«, siger Katrine Ellersgaard Nielsen.
I Folkemødets ånd?
Branchedirektøren peger på to ting, der typisk er formålet med at invitere til lukkede arrangementer.
Det ene er »ren relationspleje«, som hun siger. Altså networking.
»Og så er der den anden del, hvor du måske har et emne, du gerne vil drøfte med nogen, som du ved er på Folkemødet i forvejen, men hvor emnet er mere snævert, og snakken ikke har en bred interesse«, fortæller hun.
Jens Hjorth-Larsen, der er administrerende direktør og partner i konsulentvirksomheden Rud Pedersen, nævner det samme.
»Typisk vil man samle nogle aktører, som har en dyb sektorviden om et emne, og snakke om noget, der tit er lidt mere teknisk eller nørdet. Den snak ville ikke fungere på en debatscene«, forklarer han.
Du mener ikke, det er i strid med Folkemødets ånd, når man inviterer nogle af de mennesker, som står på programmet, og som folk indlogerer sig dyrt et sted på Bornholm for at komme og lytte til eller møde?
»Det ene udelukker virkelig ikke det andet«, mener altså heller ikke Jens Hjorth-Larsen.
Han nævner, at man ikke skal bruge mange minutter i Allinge, før man ser politikere, der haster fra det ene offentlige arrangement til det andet.
»Og at de så deltager i måske et enkelt lukket møde, mener jeg ikke gør det til en mindre demokratifestival. På den måde fungerer Folkemødet jo, ligesom demokratiet fungerer i praksis: Der er åben debat, hvor alle kan deltage, og så er det også helt naturligt, at nogle stakeholders nogle gange sætter sig sammen i en mere snæver cirkel og diskuterer nogle ting, ofte lidt mere fagligt eller nørdet. Det mener jeg virkelig ikke er et demokratisk problem«, siger han.
»Faktisk tror jeg også, at det, at man kan få mulighed for at mødes med nogen, faktisk gør, at nogen, der måske ellers ikke ville prioritere at komme til Folkemødet, nu kommer – og at de så også deltager i nogle af de bredere offentlige arrangementer«, tilføjer Jens Hjorth-Larsen.
Foreningen bag Folkemødet ser dog ikke på samme måde positivt på det.
Netop de lukkede arrangementer er noget, man for tiden diskuterer i foreningens bestyrelse, siger direktør Peter Christiansen, som beretter, at arrangementerne typisk foregår på hoteller, restauranter eller lignende lidt uden for det officielle festivalområde.
»Og vi er principielt imod det. Det er ikke i Folkemødets ånd. Særligt hvis det foregår i den – man kan sige – formelle åbningstid, hvor vi mener, at Folkemødet skal være åbent og alle møder åbne«, siger han.
Peter Christiansen roser de konservatives Mette Abildgaard for at stå frem og fortælle om de invitationer, hun modtager. Direktøren hilser debatten om de lukkede arrangementer velkommen.
»Men vi har ikke nogen mulighed for at sanktionere imod det«.
»Ikke noget gedulgt«
Der findes talrige eksempler på, at de ikke-offentlige arrangementer er blevet overskriftsstof, når først medier har fået nys om dem eller i nogle tilfælde har afsløret, hvem der deltog, og hvad temaet – og måske menuen – var.
Da Politiken spørger Katrine Ellersgaard Nielsen fra DI, hvorfor man helst ser, at de er hemmelige, afviser hun, at det skulle være tilfældet.
»Hvis det skulle være hemmeligt, ville man jo ikke sætte sig på en restaurant i Allinge under Folkemødet, hvor man ved, at der var journalister og alt muligt andet rundtomkring. Jeg tror ikke, at der er nogen, der synes, at det skal være hemmeligt. Men det er jo klart, at man ikke markedsfører det og siger: »Kom, her er en fest eller et møde, som I ikke er inviteret til««, siger hun.
Men vil du så ikke fortælle, hvad for nogle lukkede arrangementer, som DI i år arrangerer eller deltager i, hvor eksempelvis politikere er inviteret?
Branchedirektøren svarer, at hun lige må vende tilbage med et svar på det spørgsmål.
Senere ringer hun igen og oplyser, at DI for eksempel holder et lukket arrangement i haven bag DI’s scene under titlen ’Netværk, politik og cocktails’. Temaet er iværksætteri. Og her er de politiske ordførere på området inviteret med en række af de virksomheder, DI repræsenterer.
Og hvorfor må offentligheden ikke lytte med lige her?
»Der er ikke noget, offentligheden ikke må høre. Men der er kun plads til det antal, der er. Og når der er gratis drinks og cocktails, ville det heller ikke være helt hensigtsmæssigt. Men når det er sagt: Vi har jo også en interesse i at give noget til dem, vi repræsenterer – at arrangere netværk med dem, der har de samme interesser«.
Jens Hjorth-Larsen fra Rud Pedersen ser heller intet unaturligt i, at lukkede arrangementer som udgangspunkt ikke er offentlige. For som direktøren forklarer:
»Helt lavpraktisk: Når man vælger at invitere en lille skare, man gerne vil snakke med til et arrangement med en vis grad af eksklusivitet, er der nogen, der ikke er med. Og har man lyst til, at hele verden skal vide, at der var nogen, man valgte ikke at invitere? Jeg tror, det er meget naturligt, at man ikke bruger en masse tid og annoncekroner på det. Men jeg ser ikke, at der er nogen, der prøver at gå og putte med det eller holde det hemmeligt. Vi gør i hvert fald ikke«.
Så vil du fortælle, hvilken type lukkede arrangementer I kommer til at deltage i eller måske arrangerer?
»Vi har to debatscener, hvor vi har rigtig mange åbne arrangementer, og så har vi et samarbejde med Klostergaarden, hvor vi selv overnatter. Der er der også nogle af vores kunder, der holder arrangementer, der kræver invitation. Det kan være en frokost, hvor der er et fagligt oplæg eller noget i den stil«.
Vil du fortælle, hvilke arrangementer det er?
»Jamen det er jo for nogle af vores kunder, hvor de enten inviterer nogle stakeholders eller andre i industrien og snakker over et emne og nogle gange har et oplæg. Det er jo sådan lidt forskelligt, hvad de vælger at proppe ind i dem«.
Du vil ikke fortælle, hvem der deltager?
»Nej, jeg har ikke lige listen foran mig. Det er jo vores kunder, der vælger, hvem de gerne vil invitere«.
Men se selv. Hvorfor er det, at det skal være hemmeligt?
»Det er jo sådan, demokratiet fungerer. Der er masser af også politikere, der har møder hver eneste dag, hvor de inviterer nogle stakeholders ind. Det kan være, at de gerne vil teste nogle ideer. Det kan være, at de gerne vil blive klogere. Det kan være, at de gerne vil prøve at bygge nogle alliancer. Og det venter man jo med at gå ud i offentligheden med, til man lige har måske fundet hinanden eller er blevet klogere«, siger Jens Hjorth-Larsen.
»Altså det, der sker på Bornholm, sker alle mulige andre steder i demokratiet hver dag. Og det ser jeg slet ikke noget gedulgt i«.
Jens Hjorth-Larsen fortæller dog om ét konkret og årligt tilbagevendende event, som der ikke rigtig bliver reklameret offentligt for, men som mange – i hvert fald i cirklerne omkring Christiansborg – kender til:
»Vi er jo ret kendt for vores fest på Folkemødet om fredagen, hvor vi inviterer kunder og venner af huset og også beslutningstagere og journalister«.
Og hvorfor er det en lukket fest?
»Jamen det er, fordi der kun kan være et par hundrede mennesker. Det er af hensyn til brandmyndighederne. Der er også noget økonomi i det – vi kan ikke slukke tørsten for alle gæster på Folkemødet. Derfor må man vælge, hvem der må komme med. Sådan tror jeg, de fleste gør, når de holder fest«.
fortsæt med at læse
