»Ja. Jeg vil sige nej«.
Jeg kom til at tænke på den korte sætning en dag, da jeg havde siddet og drukket kaffe med en god kilde og snakken – også – faldt på de aldrig slumrende rygter om statsminister Mette Frederiksen (S) og mulige internationale topjobs.
Det var i maj – og altså før det valg til EU-Parlamentet, hvis resultat er kendt, når vi drager til folkemøde i Allinge. Så du, kære læser, ved, når du læser dette, hvordan partierne har klaret sig, både nationalt og internationalt. Mens jeg, når jeg sidder her og skriver i slutningen af maj, ikke ved det.
Men jeg ved til gengæld, at det ikke var Mette Frederiksen, der helt sagde ordene »ja, jeg vil også sige nej«, selv om hun gennem det seneste år har sagt nogenlunde det samme på mange forskellige måder. Uden at blive troet.
Næh, den, der sagde ordene så præcist på et folkemøde, det i 2014, var Helle Thorning-Schmidt. Det var dengang, hun som statsminister var i spil til en EU-toppost, posten som EU-præsident, og ordene faldt til mig under et interview, dengang Socialdemokratiet havde fast plads på den gamle brandstation i Allinge.
På det tidspunkt var rygterne om Thorning massive, og hendes efterfølger, Mette Frederiksen, var i den grad parat. Hun måtte dog som bekendt vente et år og et valg, før hun kom til.
Da vi sidst var på vej til Allinge, var rygterne om Mette Frederiksen og posten som Nato-generalsekretær på deres højeste. Med god grund, hun lagde ikke engang skjul på det, for selv om hun ikke sagde det direkte i mindre fora, sagde hun ord, der lod modtageren forstå, at hun var interesseret. Som at partiet måtte lære at vænne sig til, at hun ikke ville være der til evig tid og mere i den dur. Uden for citat, naturligvis.
At hun kunne være på vej væk bare et halvt år efter, at hun havde dannet regering med de gamle arvefjender, Venstre og Lars Løkke, som engang var en fjende, men nu var blevet til to venner med hver sit parti.
Hvis’erne står i kø
Fredag i Allinge sidste år, klokken 14.51, stod det klart, at det var hun så ikke. Altså på vej væk. Det var NRK, det norske svar på DR, der havde nyheden, og så kan man selv gætte hvorfra, men det behøver man på den anden side ikke bruge kostbar tid på. De kunne fortælle, at USA’s præsident, Joe Biden, havde bedt norske Jens Stoltenberg om at fortsætte endnu et år på posten som Nato-generalsekretær.
Nu er rygtebørsen glødende igen, om end de centrale personer i Socialdemokratiet tager det langt mere roligt end sidste år. Enten håber de det ikke, eller også tror de det ikke eller begge dele. Eller også håber de det, men tror alligevel ikke helt på det.
Lad os se, hvad der sker.
Forløbet afspejler meget godt de virkeligheder, der er på Christiansborg i disse år. På den ene side har vi en regering, der regerer, har sit flertal – eller næsten – og det er meget svært, for nu ikke at sige direkte umuligt, at se det flertal, der skal kunne vælte den.
En regering, der hele tiden får flere penge i kassen. En regering, der giver skattelettelser, genopbygger dansk forsvar og har givet offentligt ansatte et markant lønløft. En regering, der kun har siddet halvandet år og derfor har i hvert fald to år tilbage, og hvor sammenholdet mellem de tre gamle modstandere er markant mere harmonisk end mange tidligere regeringer mellem mere ligesindede partier.
På den anden side er virkeligheden den, at regeringen er historisk upopulær, og at statsministeren, der i 2022 fik et kanonvalg, i dag ligger i bunden af popularitetsmålingerne. Undtagen i udlandet.
Flertallet forsvandt i det øjeblik, ministerbilerne kørte ud fra Amalienborg og er ikke set siden. Derfor handler uendelig meget politisk, taktisk tale lige nu om, hvad der skal ske efter næste valg.
Et valg, hvor vi kan stå i den barokke situation, at der måske kun er én statsministerkandidat. Mette Frederiksen. Hvis hun altså stadig er der.
Kan I høre hvis’erne?
I den virkelighed kan partier som SF og Liberal Alliance tilsyneladende ikke stoppes, og Danmarksdemokraterne og Enhedslisten har også godt fat. Til gengæld bliver det mest til små hop på stedet for DF, Konservative, Radikale og Alternativet.
Der er mange grunde, konflikten mellem Israel og Hamas har fået vreden mod Mette Frederiksen til at eksplodere, store bededag vil ikke rigtigt forsvinde – og så er der det med tiden.
Et spørgsmål om overlevelse
Den debat blev tyvstartet lidt i det stille på folkemødet sidste år. Mens Mette Frederiksen rejste debatten om aktiv dødshjælp i sin tale, tog SF’s Pia Olsen Dyhr og Enhedslisten Mai Villadsen – det var hende, der stod i spidsen for partiet sidste år – fat på debatten om og behovet for mere tid og mindre arbejdstid. Enten generelt eller i de perioder i livet, hvor livet strammer til.
En blød debat i en tid med krig og inflation og en debat, som Socialdemokratiet og Mette Frederiksen med glæde kastede sig ind i på partiets årsmøde. Professor Nina Smith havde i Jyllands-Posten advaret mod troen på, at vi nu, hvor pengene blev ved med at fosse ind i statskassen, kunne arbejde noget mindre. At flere kunne gå på nedsat tid eller selvpensionere sig før tid. Fordi man havde råd. Nej, sagde professoren, skal vi have råd til det velfærdssamfund, vi har i dag, skal vi arbejde. Og hellere fuldtids end deltids.
En kerne-socialdemokratisk tilgang. Fordi det er sådan, vi altid har gjort her i »arbejdets land«, som det hedder i udlændingeminister Kaare Dybvad Beks bog. Og derfor gik Mette Frederiksen da også frisk til, da hun talte om glæden ved at arbejde, citerede salig Stauning for, at »uvirksomhed og dovenskab er menneskenes fjender« og advarede mod tidens tendens til at veksle velstand til fritid.
Den debat gik galt. Det, der skulle have været en samlende fortælling for det arbejdende folk, blev efter store bededag og corona hørt som en kritik af samme arbejdende folk. De blev sure, de holdt op med at lytte, og derfor måtte Mette Frederiksen bruge sin 1. maj til at sætte sig selv i bakgear. Og sige, at vi ikke skal arbejde mere. Altså mere end de 37 timer.
Til gengæld skal flere arbejde, og der er også flere, der arbejder. Behovet for og mængden af arbejdskraft fra udlandet stiger nemlig stadig og er en væsentlig grund til den bugnende statskasse.
Men det er vist mest Moderaterne, der glæder sig over det i regeringen.
De, der har mindst at glæde sig over for tiden, er Venstre.
Politisk har de godt nok fået rigtigt meget politik igennem i SVM-regeringen, tag bare skattelettelserne, og formandsskiftet fra Jakob Ellemann-Jensen til Troels Lund Poulsen gik så smertefrit, som den slags kan, og skete, inden nogen begyndte at trække knivene. Baglandet, dem, der stadig er der, er i ro, nogle sitrer godt nok, men bliver.
Men i den anden virkelighed er Troels Lund-effekten mest blevet set i nedadgående retning. Det er end ikke på det jævne, som gamle Venstre-folk ynder at synge, når de mødes. Venstre har i dag kun en slunken hovedstol af vælgere tilbage, mens Lars Løkkes Moderater og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne er smuttet med renterne. Resten har Alex Vanopslagh og Liberal Alliance taget.
Derfor kunne Venstres top, i deres stille sind, fortryde, at de sagde ja i stedet for nej, da Mette Frederiksen spurgte, om de ville i regering, men det gør de ikke.
De holder fast, fordi de ved, at der ikke er hurtige smarte løsninger i politik. Især ikke for partier, der hænger fast i en nedadgående spiral.
Der er kun en vej frem, og det er hårdt arbejde.
Så nej, Venstre flirter ikke med tanken om at arbejde mindre. De prøver at overleve.
fortsæt med at læse
