Det er en ny vært, der sammen med Mette Frederiksen vil åbne Folkemødets hovedscene 16. juni klokken 11. Men hun er ikke uvant i værtsrollen. Den 41-årige journalist Gertrud Højlund er til daglig vært på TV 2 News og har været med på Folkemødet helt fra begyndelsen. For Gertrud Højlund vægter det at skabe rammerne for mødet mellem borgere og magthavere højt. Den folkelige debat og samtale er en grundlæggende del af hendes selv- og verdensforståelse, fortæller hun.
På Folkemødets hovedscene skal Gertrud Højlund ikke styre debatter, det handler i større grad om at binde tingene sammen. Og så er det på hovedscenen, at alle partilederne er programsat til at holde tale og samle deres tanker om det politiske landskab og samfundet generelt.




























