Jamen der skulle jo være valg!
Det var det, vi ventede på i foråret 2011. Valget. Men Lars Løkke Rasmussen, dengang Venstre, som var statsminister, udskrev ikke valg. Han lavede reformer, fjernede det meste af efterlønnen og genindførte grænsekontrollen, men han udskrev ikke valg.
Og så tog vi til Bornholm.
Til det nye Folkemøde.
Det var lidt som at få en uventet ferie, og charterstemningen indfandt sig allerede i flyet – ja, vi fløj – da Venstres Søren Pind, dengang integrationsminister, gjorde sin entre. Syngende »Bornholm, Bornholm, du min dejlige ferieø«. Så var vi ligesom i gang.
De fleste partier var også kommet lidt hovedkulds af sted, for vel havde de da tilmeldt sig, da Bornholms Winni Grosbøll inviterede indenfor på klippeøen til det første danske svar på svenskernes gotlandske Almedalsveckan. Men så havde de heller ikke gjort ret meget andet, for de skulle jo i valgkamp. Det troede regeringspartiet Konservative også fuldt og fast på, så de havde ikke noget sted at være, da Folkemødet bankede på.
Det endte med at blive deres held. Som en nødløsning lejede de skonnerten ’Grønne Erna’, der lagde til på kajen midt i Allinge og var stedet, vi valfartede til om aftenen. Der var fri bar. Og de fleste kendte hinanden. Enten var de politikere, lobbyister, organisationsfolk, journalister, kommentatorer eller bare nogle af dem, der færdes i det politiske miljø, uden at man altid helt ved, hvad de laver. Eller hvorfor de gør det. Eller for den sags skyld er der.
Indrømmet: Det første Folkemøde var den politiske fætter og kusine-fest, nogle stadig – fejlagtigt – beskylder det for at være. Det er forkert, Folkemødet har ændret sig til et ægte folkemøde, men det startede som en lille lukket fest. Fordi der ikke var ret mange andre end dem, der kendte hinanden. Eller hurtigt kom til at gøre det.
Det var lidt som en ualmindelig hyggelig dag på kontoret.
Politiken var med fra starten. Det kan jeg roligt rose avisen for, jeg var ikke ansat dengang, men jeg huske, at jeg var imponeret over alt det, Politiken gjorde i en skøn pardans med Gæstgiveren, som vi amagerkanere jo kendte hjemme fra Ingolfs Kaffebar.
Pia Kjærsgaards fortalelse
Det parti, der var bedst forberedt, var DF. De var på toppen dengang og kunne ikke sætte mange fødder forkert i forhold til deres segment. De havde lige tvunget VK-regeringen til at indføre grænsekontrol igen som den synlige og symbolske pris for at lade VK-regeringen, sekunderet af Radikale Venstre, skære dybt i den efterløn, DF ellers havde forsvoret, de ville røre. Daværende partiboss Pia Kjærgaard kunne nærmest gå på vandet. Hun havde sit eget telt, hvor de stegte flæskesteg – hvad ellers? – men hun var også på besøg hos Politiken, hvor hun blev interviewet på scenen. Hun havde stadig sin mikrofon på, da de næste gæster trådte op på scenen, det var ’søde Poul’ og ’søde Fritz’ fra Rytteriet i de vanlige pastelfarver og da hun så to, udbrød hun:
»De ligner jo Lars Barfoed og Brian Mikkelsen!«.
Den røg ud over hele Gæstgiveren, folk skreg af grin, og Kjærsgaard grinede med af sin lille ’bommert’. Eller hvad det nu var. Det udtrykte i hvert fald meget godt forholdet mellem DF og Konservative på det tidspunkt, hvor DF stadig betalte af på de ydmygelser, de selv havde følt sig udsat for i partiets første leveår. At det gik ud over partiformand Lars Barfoed, som DF havde et særlig dårligt øje til, gjorde derfor intet.
Jeg boede lidt syd for Allinge det første år og cyklede op til Folkemødet. Dengang var der gratis cykler, det var en fest. Jeg tog dog en taxa hjem, med cyklen bagpå, for bornholmske bakker, der går nedad, kombineret med en festlig aften på Hut Li Hut, som hurtigt blev det foretrukne sted og vist stadig er det, er en dårlig idé. Meget dårlig.
Magert udbytte – lovende fremtid
Da jeg tog hjem efter fire dage i Allinge, var jeg solgt. Og klar til næste år, for selv om det journalistiske udbytte var magert det første år, stod det mig klart, at det her projekt havde noget for sig. At Folkemødet kunne udvikle sig til den folkelige og demokratiske samtale, vi så ofte efterlyser. Der var skabt noget, der kunne udvikle sig unikt.
Det har det gjort, og i dag køber jeg ikke argumentet om, at Folkemødet ikke er folkeligt. Gu er det så. Fætter og kusine-festen er der stadig, bevares, men den er kun en dråbe i havet, og det allerallerbedste ved Folkemødet, set med mine øjne, er at gå på opdagelse i alle de mange små og store telte, hvor folk diskuterer alt mellem himmel og jord. Fordi de er engagerede. Og er der nogen, der i særlig er en overvægt af på Folkemødet, er det de engagerede. Foreningsdanmark i alle afskygninger.
Skal du på Folkemødet? Hvilken type er du?Det kan jeg godt lide. Det er det, jeg selv stammer fra, så måske føles det bare hjemligt.
Jeg kan også godt lide, at vi lever i et land, hvor politikere kan gå frit rundt, snakke med folk, diskutere med folk og også være med til festen om aftenen. Og drikke en fadøl, hvis de har lyst til det.
Om jeg har set berusede politikere på Folkemødet?
Svaret er ja. Men jeg siger ikke hvem, og jeg er dybest set også bedøvende ligeglad.
Det er også en del af Folkemødet.
I 2012 skulle jeg selvfølgelig af sted igen. Denne gang i en noget slidt ferielejlighed i Sandkås i et noget slidt kompleks. Her boede den konservative top og selvfølgelig også tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. Han er svær ikke at have en svaghed for. Han har det med at sige, hvad han mener, og han lagde ikke skjul på, hvad han mente om morgenmaden på vores fælles bosted. Teen var for kold og i øvrigt elendig, juicen for varm, ægget for kogt, og brødet for tørt. Han havde ikke helt uret.
Folkemødet i 2012 var Helle Thorning-Schmidts (S) første som statsminister og til gengæld Lars Løkke Rasmussens første som oppositionsleder. Især det sidste satte sit præg.
Politisk var der drama om den skattereform, Thorning-regeringen har designet til de blå partier for at skaffe arbejdsudbud. Løkke var bare ikke sådan at lokke. Han sad i Allinge, store dele af regeringen i København, fordi der samtidig var det statsbesøg fra Kina, der siden endte i Tibet-sagen. Derfor foregik forhandlingerne gennem medierne og eksploderede om ørerne på politikerne.
Milliarderne fløj over Østersøen, indtil Løkke sagde stop og tog til klimatopmøde i Rio med stop i USA på vejen over. Senere endte han med at gå med i skattereformen, men det var først efter Folkemødet, og det er en helt anden historie.
På selve Folkemødet fyldte skattedebatten ikke det store. Det var de nære debatter, der fyldte, og antallet af debatter var steget eksplosivt i forhold til Folkemødets første år. Det samme var antallet af gæster, og de var kommet fra hele landet. Også helt fra Jylland – jeg talte selv med nogen helt fra Skive. Undskyld. Ironi kan forekomme.
I dag står Folkemødet i egen ret og eget navn og har inspireret til folkemøder landet over, jeg har selv været så heldig at få lov at sætte Det Fynske Folkemøde i søen. Med tydelig inspiration fra Bornholm.
Mizz Privileze håber at møde Pia Kjærsgaard på Folkemødet: »Hun har kaldt mig en ballademager«Den politiske Roskilde Festival, som det hed i starten. Og billeder, der for evigt har sat sig på nethinden.
Det er Morten Messerschmidt med Borsalino-hat, det er Helle Thorning-Schmidt i gummistøvler, det er Lars Løkke, Søren Pape og Anders Samuelsen, der laver mad, og det er Kristian Thulesen Dahl, der taler i 3F’s telt for første gang. Det er Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl, der holder tete-a-tete hos LO. Det er Liberal Alliance, der i sine optursår har det store skib i havnen med alle gæsterne, mens Konservatives ’Grønne Erna’ stille sygner hen og flytter i telt. Der er de stadig, trods optur. Det er Alternativet, der for en kort stund og med et kæmpe Å og ordene ’venlig revolution’ dominerer havnen. Indtil de – som Liberal Alliance – svandt ind.
Det er billeder, der er blevet en del af den politiske danmarkshistorie.
Løkke og hindbærsnitterne
Men den, der har fyldt mest på mine Folkemøder i årene 2011-17, da jeg blev korrespondent i Bruxelles, er nu Lars Løkke Rasmussen. Nu Moderaterne.
Før det statsminister eller oppositionsleder eller statsminister igen.
I 2011 var han hovedperson i det, der blev til hindbærsnittegate, fordi hans statsministerbil bremsede hårdt op på vej op mod Allinge. Det betød, at bilen bag ham også måtte bremse hårdt op. Her sad den socialdemokratiske lokalformand og havde hele bagsædet fyldt med hindbærsnitter, som skulle bruges i det socialdemokratiske. Snitterne fløj rundt i bilen og blev smadret til ukendelighed og så måtte Løkke gøre skaden god igen og skaffe nye forsyninger af det frygtelige bagværk. Det gjorde han så. Det hjalp godt i spalterne på et ellers nyhedstomt første Folkemøde. Og var sjovt.
Det var det ikke tre år senere, i 2014. Her var Lars Løkke i opposition, også til sine egne, om man så må sige.
Fjorten dage før Folketinget havde han på mirakuløs Løkke-vis reddet sit politiske liv i en kælder i Odense, partiet var slået i gulvet, og Danchelshus, hvor Venstre altid har holdt til med sange og taler, var det år så festligt som et nedlagt missionshus.
Løkke så man ikke meget til, hans partifæller var også ret spage i mælet, undtagen ham, der havde taget sine hunde med til Folkemødet. Som han betroede en lille flok, da vi mødtes foran Brugsen, var han glad for, at det var hundene, han gik rundt med.
»Dem klapper folk. Havde jeg gået med ham den anden (her mente han vist Løkke, red.), havde de spyttet efter os«.
Det var selvfølgelig uden for citat.
Det år boede jeg – af alle steder – i Løkkegade i Gudhjem. Det gav godt fyldstof i reportagen, men det var et tilfælde og skyldtes ene og alene et dødsfald.
Året før havde jeg boet på Hotel Sandvig, og da jeg skulle hjem, bookede jeg til året efter. Damen i receptionen var godt nok lidt fraværende, men hun skrev da navn og adresse ned og huskede at notere, at Elisabet var uden h og Fyens – jeg var politisk redaktør på Fyens Stiftstidende dengang – var med e.
Hvad jeg ikke vidste, var, at grunden til hendes lidt fraværende attitude var, at hotellets ejer lige var død. Og efter Folkemødet blev hotellet solgt og overtaget af Hotel Hasle. Derfor overtog de ikke den lille lap papir uden h og med e. Og så blev det Løkkegade.
Det var til at betale, men siden er priserne kun gået én vej. Op. Tjek selv på folkemoedeovernatning.dk. Hvis ikke det var så dyrt, ville det nærmest være komisk. Ufolkeligt er det i hvert fald.
Det kan man ikke laste Folkemødet for.
fortsæt med at læse
