Jeg er besat af at se solen stå op af havet. Her om sommeren er der ikke trængsel ved solopgangen. Man kan have den for sig selv. Så sætter jeg mig ud på en klippe og ser solen bryde horisonten. Jeg vågner altid lige inden solopgang. Allerede før det bliver helt lyst, starter solsorten sin sang. Når solen står op, istemmer sangdrossel og ringdue, og efterhånden kommer andre fuglestemmer til.
Solnedgangen er ofte noget, man deler. Der kan være trængsel foran solnedgangskiosken eller på Norresan-cafeen, hvor der serveres solnedgangsdrink. Men når solen bryder horisonten og står op, kan man have sine tanker for sig selv. Det er noget helt særligt, synes jeg.




























