Vi mangler ikke længere sygeplejersker i Danmark, så ansøgere fra tredjelande kommer forgæves, siger minister.

Regeringen vil indføre stop for sygeplejersker fra tredjelande

På Rigshospitalet Glostrup har flere udenlandske sygeplejersker gjort det muligt at genåbne lukkede sengepladser. Sygeplejerske Omid Niknam, oprindeligt fra Iran, gør klar til at måle blodtryk på en 18-årig kvinde. Billedet er fra 2023. Arkivfoto:  Jacob Ehrbahn
På Rigshospitalet Glostrup har flere udenlandske sygeplejersker gjort det muligt at genåbne lukkede sengepladser. Sygeplejerske Omid Niknam, oprindeligt fra Iran, gør klar til at måle blodtryk på en 18-årig kvinde. Billedet er fra 2023. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Regeringen vil stoppe den danske rekruttering af sundhedsmedarbejdere fra tredjelande som Indien, Bangladesh og Nepal, skriver Berlingske.

Det sker, fordi der ikke længere er behov for dem i Danmark. Især sygeplejersker er der kommet flere af på hospitalerne, og sundhedsvæsenet er et bedre sted, end det var for få år siden, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V). Derfor har regeringen fremsat et lovudspil, som fastsætter kvoter for autorisationsansøgninger fra sygeplejersker og andre sundhedspersoner fra tredjelande.

Regeringen præsenterede i januar, at man vil afsøge muligheden for at hente sosu’er og sygeplejersker fra tredjelande, der er lande uden for EU. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) rejste desuden i februar sidste år til Indien for at tilskynde sygeplejersker til at komme til Danmark.

Rekrutteringen af sygeplejersker fra Indien og Filippinerne er blevet kritiseret, fordi landene allerede selv mangler sygeplejersker. Det kan ifølge forskere presse deres sundhedssystemer yderligere, hvis flere af deres sygeplejersker tager til Danmark i stedet for at arbejde i hjemlandet.

Og der er sket en kraftig stigning i antallet af sygeplejersker fra lande som Pakistan, Nepal, Bangladesh og Iran, der gerne vil til Danmark for at arbejde og bo med deres medfølgende familier. I 2024 og de første fem måneder af i år er der kommet 7.310 autorisationsansøgninger fra sundhedsmedarbejdere fra tredjelande, skriver Berlingske.

Derfor er der ikke længere behov for flere, siger Sophie Løhde til avisen.

»De kommer hertil med store forhåbninger for fremtiden, men har ofte svært ved at få en dansk autorisation og ender med at skulle rejse skuffede hjem. Det er bestemt ikke en ønskværdig situation«.

De nye regler skal efter planen træde i kraft den 1. oktober.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her