I sidste uge fortalte en kollega om en oplevelse i motionscenterets café-område. Her sad to par og hyggede sig sammen over kaffe efter træning. Men turen i fitnesscenteret fungerede også som en dobbeltdate.
Forskningen viser, at træner man med nogle, er der større chance for, at man møder op til træningen, frem for at pjække. Derfor var jeg fyr og flamme over de to par, der hyggede sig efter træningen, og inden længe havde jeg opfundet begrebet fitnessdating. Jeg blev lidt slukøret, da jeg fandt ud af, at fitnessdating allerede fandtes i mange kommercielle udgaver. Den type fitnessdating, man møder på nettet, er typisk målrettet singler, der vil finde datingmuligheder blandt ligesindede fitnessentusiaster, enten gennem apps eller ved at mødes med andre i virkeligheden. Men jeg tænker fitnessdating meget bredere.


























