Sådan har dogmet for kortspilsserien ‘Fluxx’ altid lydt, men i den seneste Monty Python-version tager regelroderiet skridtet videre til totalt kaos. Grundlæggende er ‘Fluxx’ et kortspil, hvor reglerne konstant skifter, alt efter hvilke kort der spilles på bordet. Nogle kort sætter nye vinderkriterier i spillet, nogle skader spillerne direkte, og igen andre ændrer eller annullerer hidtil gældende regler.
I Monty Python-udgaven er f.eks. handlingskort, hvor spillerne skal synge sange fra gruppens film, citere replikker eller tale med falsk accent for at score ekstra kort. Er spillerne fans, trygge ved spilsituationen og kan deres grundlæggende pythonologi, leverer spillet absolut sidesting af grin. Men er man ikke med i kulten og griner ad ting som The Shrubbery, den nøgne organist, The Spanish Inquisition og The Knights Who Say ’Ni’, er spillet en plage. Ideen med det konstante regelsammenbrud og evige overraskelser tvinger en til konstant at være på tæerne og revurdere sin strategi for at vinde. Men det evige regel-limbo bliver i længden ekstremt trættende, så derfor fungerer ‘Monty Python Fluxx’ mestendels bedst som et socialt udfordrende drukspil.
