For en tysker, franskmand eller brite kan det virke besynderligt at være til en dansk fest og med ét opleve forsamlingen af voksne mennesker bryde ud i enstemmig fællessang.
For festens andre gæster er lejlighedssangen den naturligste ting i verden. »Det med at lave en unik fællessang til en højtidelig lejlighed er en skandinavisk tradition. Men jeg vil mene, at den står stærkest i Danmark«, siger Jens Henrik Koudal, seniorforsker og musikhistoriker i Dansk Folkemindesamling. Festsangen, som vi kender den med dannebrogsflag og helledusseda, har vist sig at være en særdeles sejlivet tradition. Jens Henrik Koudal fortæller, at traditionen stammer helt tilbage fra enevældens tid i slutningen af 1700-tallet, hvor borgerskabet og embedsmænd diskuterede politik og sang sig til samhørighed i de københavnske klubber. Med grundtvigianismen spredte den særlige sangtradition sig udad og nedad i samfundet i 1830’erne og 1840’erne. »Ikke mindst gennem højskolebevægelsen kommer fællessangen ud på landet til gårdmændene og forsamlingshusene. Dernæst trænger den ind i arbejderbevæg- elsen og foreningerne, som får arbejders ange«, siger Jens Henrik Koudal. I løbet af det 20. århundrede siver fællessangen ned til de jævne folk, og efter Anden Verdenskrig skråler alle samfundslag med på lejlighedssangene. »Traditionen holder først og fremmest ved, fordi fællessang giver fællesskab. Man får bekræftet sine normer og værdier ved at synge sammen, og ved livets højtider – konfirmation, barnedåb og bryllup – er sangene ritualer, der svejser os sammen«, siger seniorforskeren fra Dansk Folkemindesamling. Sangskrivningens takt og tone Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er en lidenskabelig sangskriver, der hvert år forfatter mellem 10 og 20 lejlighedssange til familiefester samt Venstres og regeringens sammenkomster. Han mener, at traditionen er en vigtig del af den danske kultur. »Hvad enten det er en lejlighedssang, højskolesang eller arbejdersang er det en fællessang. Dermed er det også en form for kulturudøvelse, som er vigtig at bevare på tværs af samfundsskel«, siger undervisningsministeren, der blandt andet skrev en sang til Anders Fogh Rasmussens 50-årsdag på melodien ’Smuk som et stjerneskud’. Inge Corell, slotsfrue på Havreholm Slot og talskvinde for takt og tone, mener, at lejlighedssangen i modsætning til selskabslivets anden højtidelige tradition, talen, til enhver tid er en anerkendelse værd. »Jeg siger altid, at man skal holde sig fra at holde tale, hvis ikke man har forberedt sig. Men hvis man har skrevet en sang, har man nødvendigvis gjort sig umage og bidrager til selskabet med en stor indsats«, siger hun. Dog er der visse principper ud i takt og tone, som sangskrivere skal holde sig for øje. Teksten må godt være sjov og lidt drillende, men aldrig gå hen og blive ondskabsfuld. Derudover er tidspunktet for, hvornår sangen serveres ikke ligegyldig. Ligesom talerne skal familiens indslag komme før vennernes, og foregår festen i selskabslokaler, skal tjenerne tages med på råd, så menuen ikke spoleres. »Generelt skal man hellere dele sangen ud for tidligt end for sent. Med for meget vin indenbords går det hele hurtigt hen og bliver fjoget«, siger hun. Fra moral til hyldest 70-årige Inge Corell har gemt sangene fra sin egen og sine børns konfirmation, og hun kan finde på at tage dem frem for at mindes tiden og samtidig finde inspiration til nye sange. På den måde afspejler lejlighedssangene samtidens normer, og hen over Inge Corells levetid har eksempelvis konfirmationssange ændret karakter, fortæller Jens Henrik Koudal: »Indtil 1950’erne var konfirmationss angene meget formanende og moralske, hvor det unge menneske af kollektivet blev mindet om at takke mor og far, være ærlig i livet og huske Gud. I dag skrives der hyldestsange til konfirmanden, hvor individet og friheden prises. Konklusionen er altid – find din egen vej, og vi støtter dig uanset hvad«, siger Jens Henrik Koudal med henvisning til historiske eksempler fra Dansk Folkemindesamlings arkiver. Mens værdierne fra efterkrigstiden har ændret sig, benyttes mange af melodierne fra dengang stadigvæk ude i festlokalerne og forsamlingshusene. ’Katinka, Katinka’, ’Bamses fødselsdag’ og ’Du må få min sofacykel, når jeg dør’ er blevet omskrevet dengang såvel som i dag. Andre melodier er uddøde, men det gedigne fænomen vil bestå, mener både Bertel Haarder, Inge Corell og Jens Henrik Koudal.
