Efter næsten et halvt års træning er den store maratonfinale nu overstået, hvilken effekt har det haft på dig i dagene efter? »Løbet var en ren nydelse indtil 18 kilometer. Derefter begyndte jeg at blive træt, og den sidste kilometer begyndte mit knæ at gøre ondt, så der var det godt, at mit løb stoppede. Min familie stod ved 22 kilometermærket, og da jeg så dem, var jeg lige ved at tude, og i tiden efter var jeg meget rørt. Jeg er stolt over at have nået mit mål og være gået fra et nulpunkt sidste år til nu at løbe halvmaraton«. Mange mener, at træningen er den store udfordring, når det kommer til maraton, men selve løbet er ofte også forbundet med store følelser – hvordan oplevede du dagen? »Det var rigtig fedt at mærke stemningen fra alle de andre løbere og fra publikum, der bakkede op. For mig var det vigtigste, at jeg var med 24. maj – ligegyldigt, hvor langt jeg løb, fordi min kamp har handlet om at sætte mig mål uden at sammenligne dem med andres mål, og det var jeg i stand til blandt 10.000 andre. Da mine naboer så mig efter løbet, sagde de, at jeg så forandret ud på samme måde, som når man har født«. Hvad er det vigtigste, du har fået ud af hele denne maratonproces? »At sætte sig et mål, holde fast i det og tro på det og på sig selv – uanfægtet af andres mål – har været guld værd at lære, og jeg kan bruge det til alle andre aspekter af livet. Samtidig har knæskaden givet mig en usædvanlig god kropsbevidsthed, og mit samarbejde mellem krop og hjerne har aldrig før været så skarpt«. Hvad er dit bedste råd til andre maratondebutanter? »Man skal finde sin egen kamp i maratonprocessen«. Hvad er dit næste mål? »Jeg glæder mig til at finde min egen løberytme igen og løbe på min måde. Mit næste løbemål bliver nok endnu en halvmaraton, og så vil jeg prøve at følge et maratonprogram slavisk – måske med Copenhagen Marathon 2010 som mål«.