Når det gælder håndarbejde og boligindretning, falder det chefredaktør Anne Knudsen naturligt at gøre det selv, men tidmangel betyder, at diverse kreative projekter som regel må nøjes med at få en skalle i ny og næ, men broderiet har hun aldrig lagt fra sig.

Det håndholdte sytøj har været med fra skolepigens skæve sting over hippietidens blomsterbroderier til de klassiske ting, hun for alvor gik i gang med, da hun fik børn. »Jeg har tit siddet og broderet, mens børnene legede på gulvet, så jeg var til stede og kunne følge med fra sidelinjen. Børn fortæller en mere, når man ikke sidder og stangstirrer på dem, men laver noget andet. Det er også godt at sy, mens man taler med andre«. Gør broderiet en forskel? »Ja, når man har noget i hænderne, kan man være sammen på en uforpligtende måde, som vi i høj grad mangler i vores kultur, hvor vi enten bruger al energi på at fastholde andres opmærksomhed eller sidder på række og ser fjernsyn sammen«. Hvorfor lige broderi? »Hvis man strikker, får man myoser i skuldrene, fordi man let kommer til at skynde sig. Men man kan ikke skynde sig med et broderi, og det er godt at lave noget, som har en langtidshorisont – noget, der ikke som alt andet helst skulle have været færdigt i går«. En kontrast til dit arbejdsliv? »Ja, det er ren meditation. Man kan lade tankerne vandre eller tænke på ingenting, mens det bare vokser i hænderne. Jeg gør det, når jeg får lyst – ikke meget, måske et par timer om måneden, for det må gerne tage år at blive færdig. Her er jeg i gang med noget let stramaj, men jeg har et mere krævende broderi i sommerhuset, for man bliver også lidt ambitiøs«. Hvordan? »Jeg har broderet nogle ret store duge og været omkring fladsyning, franske knuder, smocksyning, hvidsyning og forsøgt mig med hardangersyning, men oftest vælger jeg ret enkle ting med korssting eller stramaj, så det netop ikke bliver et arbejde«. Gemmer du eller giver væk? »Jeg er ikke så flittig, og det er ikke alle, der sætter pris på broderier, så jeg har selv tingene. En gammel fodskammel har fået nyt betræk, ellers er det mest puder og duge, som jeg tit bruger, for ellers er der ikke noget ved det. Pletter er jeg ikke bange for, der findes jo gode vaskemidler«. Hvad koster det? »Stoffer og garner er relativt dyre. Materialer til en pude løber let op i 300-400 kroner, men det er jo peanuts, når man tænker på, hvad andre hobbyer kan koste. Man kan få nogle hæmningsløst romantiske stramajting i Frankrig. Jeg køber også bøger med smukke, gamle mønstre«. Noget, du er særlig stolt af? »Det er nok en blå dug med hvidt korsstingsmønster efter kinesisk forlæg. Det tog fem år at sy den, og det var virkelig, virkelig lækkert at blive færdig, så jeg kunne lægge den på bordet og blære mig. Det er forfærdeligt tilfredsstillende at lave noget, man synes, er pænt«. Hvilke reaktioner får du på, at chefredaktøren broderer? »Hvis man kender mig fra mit job, passer det ikke til forventningerne. Mange bliver overraskede, og derfor holder jeg det ikke hemmeligt. Jeg har oplevet kvinder, der fandt det upassende, vel fordi de mente, jeg påduttede andre nogle gamle dyder. Men de fleste synes, det er sejt eller sjovt. Måske har jeg endda inspireret nogle til at gå i gang eller til at komme ud af skabet og indrømme, at de også gør det«. Hvilke egenskaber kræves? »Broderi er en øvelse i tålmodighed, som jeg ikke nødvendigvis er udstyret med store mængder af, men så er det jo meget godt at øve sig«. Hvad giver det dig? »Ro, det giver ro – så enkelt er det. Når man sidder og gør noget med sine hænder uden at tænke på noget og uden at være bundet til noget, får man en fornemmelse af at have en placering i verden. Tiden forsvinder, og alt bliver lidt gennemsigtigt. Det er det, der hedder flow. Jeg tror, det er for at få den følelse, de fleste gør sådan nogle ting«.