En fedmeoperation er ikke et hurtigt fix. Det kræver stadig, at du finder ud af, hvordan du skal spise og motionere for at nå den vægt, som du gerne vil nå. Det har Mai Britt Oppegaard måttet sande. Hun blev opereret for to år siden, og mens hun har hørt om folk, der har tabt 50 kilo, er hun med et vægttab på 20 kilo stadig et stykke vej fra sit mål. »Jeg blev opereret i september 2009, men bagefter skal man klare sig selv. Man får da en kostplan og lidt opfølgning 4-5 måneder efter for at høre, hvordan det går, og om det går godt nok med at spise. Og det er det«.
Brug for fællesskab For Mai Britt var det ikke nok. Hun gik i gang med at spise forskellige slags mad, mens mange andre fedmeopererede bliver på særkost hele det første år efter operationen. Vægttabet gik i stå, og først da Mai Britt meldte sig ind i foreningen af fedmeopererede, GB Foreningen, mødte hun nogen, der kunne inspirere til nye spisevaner og træning. »Jeg har haft brug for et fællesskab og motivationen ved at følge dem, der har tabt sig meget mere end mig«, siger Mai Britt Oppegaard. Trods det beskedne vægttab ville hun nødig have været sin operation foruden. LÆS OGSÅ: Fedmeopererede bliver fede igen Da hun blev indstillet af sin læge til en fedmeoperation, lå hendes BMI på 42, en vægt, hvor man i medicinsk forstand lider af fedme. Hun havde i flere omgange slanket og trænet sig til vægttab på 20 kilo, men hver gang kom der flere kilo på bagefter.

Knæene gjorde ondt, og hun frygtede at få diabetes 2 (sukkersyge), som andre i hendes familie har. Men skulle hun indstilles til operation i dag, ville det kræve en eller flere alvorlige komplikationer og/eller et BMI på 50. »Hvis jeg havde nået et BMI på 50, før jeg kunne blive opereret, så tror jeg, at jeg havde haft diabetes. Og problemer med mine led og med mine hofter og knæ og ryg, som ikke kunne rettes op. Så er spørgsmålet – skal man tage det i opløbet, eller skal man tage det, når skaden er sket«, spørger Mai Britt Oppegaard. Svært at være opsøgende Hun ville aldrig selv have kunnet skrabe pengene sammen til fedmeoperation og har ondt af de mennesker, som i dag sidder med et fedmeproblem uden at kunne få hjælp. Hun ved af egen erfaring, hvor svært det er at være opsøgende og udfarende. Selv det at tage til lægen og stille sig op på vægten kan virke uoverskueligt. »Man ser jo faktisk folk i dag, som går ind og siger: Jeg skal have et BMI på 50, så jeg spiser lidt mere. Så kan jeg blive så stor, at jeg kan få den operation«. Hun har ikke selv været bekymret for de mulige komplikationer ved fedmeindgrebet, bortset fra de endnu ukendte komplikationer, som kan komme om 20 år. Men skulle hun selv have fundet en billig operation i udlandet, ville hun være nervøs. »Det er da skræmmende. Det er ikke sikkert, at det rent kirurgisk er den bedste løsning«.