»Det lyder fornuftigt, men hvor går grænsen så?«
Mutlu Ayyildizoglu, 32 år og far til tre
»Umiddelbart lyder det meget fornuftigt. Spørgsmålet er, om man får svar på nogle ting, man ikke kan kapere i sidste ende? Det er jo også sådan, at jo mere man ved om fremtiden, jo mere bange kan man blive for den. Man bliver mere bange for at træffe beslutninger i sin hverdag, det bliver svære at tage tingene, som det kommer. Hvis man ved, at ens barn bliver syg eller vil dø ung, så vil man hurtigt gå hen og blive overbeskyttende. Og så er der det spørgsmål, de fleste har stillet sig selv de sidste 50 år: Hvor går grænsen? Jeg synes, det lyder fornuftigt at finde ud af, om ens barn har en risiko for at udvikle bestemte sygdomme. Er barnets risiko for at få diabetes høj, er det da rart at vide, så man ikke fejlernærer. Men selvom det lyder fornuftigt, må man også tro på, at ens børn er sunde og raske. Der går en grænse for, hvor meget du skal vide. Jo mere du ved, jo mere handlingslammet kan du også blive, fordi det kan være svært at kapere den viden og forvalte den på bedste måde«.
