En ung kvinde kontaktede mig for nylig. Hun har kæmpet med fedme hele livet. Det samme har hendes mor, hendes far og hendes søster. Ved samtalen er hendes 7-årige datter med. Clara bliver sat til at tegne, mens de voksne snakker. Både Clara og hendes lillebror er klart overvægtige, og det ligger den unge kvinde på sinde, at børnene ikke viderefører familiens fedmeproblem. Hun er bevidst om kosten. Der er fredagsslik, men ellers ingen søde sager. Clara er imidlertid konstant sulten, og vores samtale bliver afbrudt hvert 5. minut. »Må jeg få en banan? En drikkeyoghurt? Min frokost?«. Hendes pædagogiske mor forklarer barnet, at hun lige har fået morgenmad og ikke skal spise hele tiden. »Men mor, kan du ikke bare gå over og købe noget mere mad?«. Igen må hendes mor afvise.
Claras tanker kredser om mad. Jeg kan ikke undgå at blive påvirket, for hvad skal den arme mor stille op? I vores kultur er vi vant til at vise omsorg ved at tilberede et måltid mad til vores kære. At holde regnskab og sætte grænser for sit sultne barn opleves som at være nærig med kærligheden. Men det er vigtigt, at mor og far står fast, for udsigterne for Clara er alvorlige.
