Gennem brevsprækken ser psykiater Hans Henrik Ockelmann ind i Katrines lejlighed. Al tapet er flået af væggene, der fremstår bare med rør stikkende ud alle vegne. Gulvet er dækket af et tykt lag støv og puds, møbler er der stort set ingen af, og rummet fyldes af et skarpt, goldt lys.
Mest af alt ligner boligen en byggeplads.
»Hun har splittet det hele ad. Men hvis du tror, du bliver aflyttet, er det klart, at du vil gøre alt for at finde de mikrofoner, der måtte gemme sig i væggene. Eller også leder hun bare meget grundigt efter, hvor stemmerne kommer fra. Det giver mening i hendes verden«, konstaterer han med lav stemme, da han har rettet sig op fra sprækken ind til kvindens liv.
Ved døren står to uniformerede politibetjente. De er iført skudsikker vest og har skydevåben i bæltet.
