Vi klynger os alle til håbet, når det næsten er ude. Leder efter tegn på, at det blot er en ond drøm, som snart vil løsne sit greb, og vi kan slippe væk. Måske er det sådan, den ældre herre i stolen over for praktiserende læge Jørgen Steen Andersen har det.
De tørre facts er ulykkelige og temaet i femten minutters samtale en eftermiddag i Skovlunde, hvor en synkende vintersol sender sine sidste striber ind gennem persiennerne i konsultationen. Sort og hvidt. Intet er gråt. Der er ingen tvivl, ingen mellemtone. Intet forlig. Kun forlis, da en kræftsvulst i mandens krop udsender små satellitter, der fortrænger de raskes plads. Flere indre organer er ramt. Deres funktion truet.
Manden siger, han har det af helvede til. Kemoen skal forlænge livet, men kemo er gift, og gift rammer hele kroppen, ikke kun syge celler. Blodtrykket er tårnhøjt. Er det besværet værd? funderer han. Er nogle elendige måneder bedre end en hurtig afsked? Ve den, der svarer forhastet på det spørgsmål. Det vil kun gå en vej. Sigtet med behandlingen er ikke helbredelse, men lindring af smerter og ubehag, som det hedder. Indtil dagen kommer.
»En skanning kan vel tage fejl«, prøver manden og søger øjenkontakt med lægen.
