Når man er over 80 år og indlagt på hospitalet med et brækket kraveben og ondt i hele kroppen, ved man ikke nødvendigvis, om man kommer levende ud igen. Frantz Valant har det ikke så godt. Han tror det ikke.
Han ligger på 6. sal på Herlev Hospital, medicinsk afdeling, Danmarks største medicinske afdeling. Det er tidlig morgen, og personalet gør klar til dagens tavlemøde. Hvide kitler strømmer ind i et vinduesløst kontor med kaffekopper, blokke og kuglepenne. Otte sygeplejersker, en læge, en ergoterapeut. De gennemgår patienterne en for en – et minut til hver. Patienter skal udredes, diagnosticeres, behandles eller sendes videre i systemet til genoptræning, på plejehjem. Nogle er måske raske nok til at tage hjem.
»Vi starter på stue 1 med Hanne. Det var meningen, at hun skulle hjem i går, men hun var utilpas«. »Hun rystede«. »I dag har hun det bedre«. »Hun skal hjem i dag«. »Hun klarer sig selv derhjemme«. Der bliver budt ind fra hele bordet med viden, opdateringer, prøvesvar, hvad lægen sagde i går, information om, hvorvidt der er kontakt med pårørende, hvor meget hjemmehjælp patienten får, og om det er nok.
Alle patienterne gennemgås. Der er bensmerter efter en 8 måneder gammel hofteoperation, røntgen, der skal ses på, hjælpemidler, der skal bestilles, fysioterapeuter, der skal have henvisninger. En patient på 99 år vil ikke spise. En anden har fået smertestillende plaster, men svedte så meget, at det faldt af. En tredje har glemt at tage sin vanddrivende medicin og er indlagt med vand i lungerne. De fleste af patienterne er over 80 år, en enkelt patient med diabetes er 23.
