I det nordvestlige hjørne af Aarhus findes et kølerum fyldt med frossen lort. Bogstavelig talt. Det er donorafføring i en nyoprettet fæcesbank på Aarhus Universitetshospital, som bruges til at redde liv.
Umiddelbart virker det paradoksalt, da menneskeheden gennem århundrede har forsøgt at fjerne lort fra jordens overflade. Fordi lort er livsfarligt at vade rundt i.
»Og nu kommer jeg så som læge og prøver at gøre noget fornuftigt ved at putte afføring ind i din mund. Så er det altså vigtigt, at jeg er meget sikker på, at det er en god ide«, fortæller Christian Lodberg Hvas, overlæge på Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor ved institut for klinisk medicin på Aarhus Universitet.
Sammen med sin forskergruppe har han netop fundet ud af, at behandling med donorafføring helbreder ni ud af ti patienter med den livstruende diarrésygdom Clostridium difficile, som hvert år angriber 4.000 danskere. Dermed er behandling med afføring mere end dobbelt så effektivt som den stærkeste antibiotika fra lægetasken.
Don’t do this at home
Derfor håber mennesker med alskens andre lidelser og sygdomme, at afføringsbehandling også kan hjælpe dem. Men endnu har ingen studier, når de handler om anden sygdom end dræberdiarré, vist andet end ingen, begrænset eller forbigående effekt.
Alligevel er der ifølge danske eksperter privatpersoner, der leger læge og køber gør-det-selv-kit på nettet i håb om mirakler. Ligesom håbsøgende, alvorligt syge søger mod de utallige privatklinikker, som skyder op rundt om i verden med løfter om helbredelse for det meste ved hjælp af donorafføring på et tvivlsomt grundlag.
»Der foregår alverdens hjemmeeksperimenter, hvor folk deler fæcesprøver med hinanden for det ene og det andet, uden at der er helt klar videnskabelig evidens for, at det virker på ting som fedme, diabetes og almen dårligdom«, siger professor Filip Krag Knop, leder af Klinisk Metabolisk Fysiologi på Steno Diabetes Center Copenhagen, Gentofte Hospital.
»Det er selvfølgelig sindssygt interessant, at vi har fundet ud af, at tarmbakterier påvirker vores fysiologi. Men det er også vigtigt at understrege, at der stadig er lang vej til at få oversat fæcestransplantationer til noget, som rent faktisk kan anvendes i klinikken, når det kommer til andet end behandling af alvorlig diarré«.
Et enkeltstående tilfælde
Samme patienthåb oplever professor Oluf Borbye Pedersen, der er forskningsleder ved Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet, når han holder forelæsninger om sin grundforskning i sundhedsfremmende tarmbakterier.
»Jeg har fået hundredvis af henvendelser fra desperate mennesker med alle mulige kroniske sygdomme som astma, leddegigt, autisme og mange andre lidelser. De spørger, om ikke jeg bare kan henvise dem til en privatklinik et eller andet sted i udlandet, så de kan få en afføringstransplantation«, siger han.
Det gør Oluf Borbye Pedersen aldrig. Han mener, folk har været alt for hurtige til at konkludere, at fordi behandlingen hjælper på det ene, hjælper det garanteret også på det andet.
»Jeg understreger altid, at donorafføring ikke er en livseliksir. Det videnskabelige grundlag for denne type behandling gælder indtil videre kun for diarré forårsaget af Clostridium difficile. Og lige nu er det et enkeltstående tilfælde«.
Risiko for ukendt smitte
Christian Lodberg Hvas fortæller, at han til middagsselskaber er kaldt både bagstræberisk og rigid, fordi han ikke tør anbefale donorafføring til andet end dræberdiarré.
»Som læge skal jeg være 100 procent sikker på, at jeg ikke gør mere skade end gavn på de patienter, som jeg forsøger at hjælpe. Det er altid en afvejning mellem gevinst og risiko, når vi behandler – også med donorafføring. Hos clostridie-patienterne vinder de bogstaveligt talt livet, for alternativet er, at de dør af det«, siger Christian Lodberg Hvas.
Selv om det offentlige ikke tilbyder behandlingen mod andet end dræberdiarré, vælger mange at få den i privat regi. Og de risikerer både at spilde deres penge samt gamble med helbredet.
»I bund og grund ved vi endnu ikke tilstrækkeligt om bivirkningerne ved en fæcestransplantation til at kunne forsvare risikoen ved at behandle mod andre sygdomme end Clostridium difficile«, siger han.
Lægerne ønsker ikke at gentage tragedien fra 1980’ernes USA, hvor blødere blev behandlet med ikke-undersøgt donorblod. Dengang vidste lægerne ikke, at de med blodet overførte livstruende smitsom leverbetændelse, hepatitis-c, til tusindvis af blødere, fordi 80 procent af donorblodet var hepatitis-inficeret. Mange udviklede skrumpelever.
»Samme fejl skal vi ikke gentage med fæcestransplantation, og derfor skal vi gå systematisk til værks og gå frem i det tempo, som videnskaben viser«, siger Christian Lodberg Hvas.
I dag har lægerne fjernet al risiko for smitte fra bloddonation. Men det kan de endnu ikke, når det handler om donorafføring, selv om den screenes for kendte sygdomme som hepatitis, syfilis, hiv og alt, hvad lægerne ellers kan komme på, som er relevant.
»Hagen ved fæcestransplantationer er, at vi er bange for den ukendte risiko – og vi kan ikke sætte tal på den. For vi ved i sagens natur ikke, hvad det er for sygdomme, vi risikerer at give videre til patienterne. Det kan være overvægt eller tendens til bestemte sygdomme, hvor vi ved, at der er en tæt sammenhæng med tarmens bakterier – vi ved bare ikke præcis hvilke«, siger Christian Lodberg Hvas.
Blår i øjnene og falsk forventning
Forskerne forventer dog, at donorafføring i fremtiden vil kunne bruges til behandling af flere sygdomme. Derfor står de lige nu i kø for at undersøge sunde menneskers tarmbakterier for alskens lidelser og sygdomme. Aktuelt fokuseres der særligt på overvægt, kronisk tarmsygdom, type-2 diabetes, astma samt akut forværring i kronisk leversygdom.
»Det er muligt, vi i løbet af 10–20 år finder ud af, at forskellige kombinationer af sundhedsfremmende tarmbakterier under de rette omstændigheder kan bruges til at helbrede visse andre sygdomme end diarré forårsaget af Clostridium difficile. Men vi må ikke stikke folk blår i øjnene og udbrede falske forventninger om, at behandlingen med donorafføring kan kurere hvad som helst. For det kan den ikke«, siger professor Oluf Borbye Pedersen.
Måske er håbet om effekt fra bakterier og fæcesbehandling netop også kun et håb.
Eksempelvis viser et nyere dansk forskningsprojekt, der er publiceret i det internationalt anerkendte tidsskrift Gut, at placebo – altså ikke virksom behandling – virker bedre på patienter med irritabel tyktarm end en rigtig behandling med donorafføring.
»Vi testede 50 forsøgspersoner, hvor halvdelen fik kapsler med afføring, der skulle være den virksomme behandling, og halvdelen fik kapsler med saltvand, glycerol og farvestof, som skulle være den ikke virksomme placebobehandling. Alle fik det bedre, men dem, der fik placebo, fik det endnu bedre end dem, som fik donorafføring. Altså virkede ingen behandling bedre end fæcestransplantation. Så der er lang vej endnu«, siger overlæge og ph.d, Andreas Munk Petersen, klinisk forskningslektor ved Gastroenheden på Hvidovre Hospital.
fortsæt med at læse
