I 2015 blev der oprettet hpv-centre, fordi man frygtede en sammenhæng mellem hpv-vaccinen og en række uspecifikke symptomer, der gjorde, at de vaccinerede piger havde det skidt. Omfattende forskning har i dag vist, at der var tale om en tidsmæssig og ikke en årsagsbestemt sammenhæng.
I dag er tilslutningen til hpv-vaccinen heldigvis steget, og i denne uge kom det frem, at hvor der før var flere hundrede henvisninger til hpv-centrene hver måned, er der nu mindre end én.




























