Lyt til artiklen
Det er ikke så længe siden, Mikkel var helt nede i kulkælderen. Han så for sig, at han var nødt til at droppe det studie, han elskede, droppe alle sine fremtidsdrømme om at blive ingeniør, droppe hele sit ungdomsliv. At han måtte lære at leve med, at han ikke kunne overkomme ret meget. Faktisk nærmest ingenting.
»Jeg havde skåret alt fra. Jeg havde ingen social omgang med andre end mine forældre. Fester og hyggeaftener med mine venner var helt udelukket; jeg kunne ikke engang føre en samtale, uden at jeg fik det sindssygt dårligt. Nogle gange kom en kammerat kort forbi for at høre, hvordan det gik, men jeg kunne ikke holde til det. Der var ingen computer, ingen telefon, ingen læsning, ingen tv. Intet. Ingenting«, husker den 23-årige mand.
