Der indføres nye retningslinjer i sundhedsvæsnet i et tempo, vi aldrig har set før. Nye tests for coronasmitte udvikles og implementeres i lyntempo. Personale uddannes til intensivafdelinger i løbet af få dage. Og fondsansøgninger om midler til forskning, i corona altså, behandles på rekordtid.
For det skal bare gå hurtigt i disse dage. Det betyder også, at vejledningerne til befolkningen er malet med den brede pensel. Men mens de fleste har forstået, at de er i særlig risiko for alvorlig covid-19 infektion, hvis de er meget gamle eller har en kronisk sygdom, så er det faldet mange læsere for brystet, at deres risiko skulle være særlig stor, bare fordi de er fyldt 65 år.




























